Oversigt

Politiet øger antallet af nummerpladescannere markant

Antallet af nummerpladescannere i Danmark vil i løbet af det kommende års tid blive øget med over 50 procent.

Politiet har siden 2016 brugt automatiske nummerpladescannere, kaldet ANPG, til eksempelvis at holde øje med, om biler er synet og forsikret, eller om de er meldt stjålet.

ANPG-enhederne står eksempelvis i byer og ved grænsen til Tyskland.

I dag er der cirka 400 af dem ved de danske veje og i politibiler, men halvvejs inde i 2025 vil det tal været steget til cirka 650. Det skriver FDM på baggrund af et svar fra Rigspolitiet til Folketingets retsudvalg.

Politiet må gemme de oplysninger, der gennem ANPG-enhederne indsamles om biler, i 60 dage. Tidligere måtte oplysningerne kun gemmes i 30 dage.

Her bliver der indsamlet fotos af køretøjet og oplysninger om nummerpladen, optagelsestidspunktet og køretøjets position.

De bliver så kørt igennem et register over eftersøgte nummerplader.

Men informationer om biler, der ikke er eftersøgte, kan også blive gemt, hvis det sker som led i en "målrettet politiindsats". Dagbladet Information har tidligere beskrevet, at det tolkes endog meget bredt af Rigspolitiets jurister.