Murstensgaranti på boligkøb i yderområder: Her er reaktionerne fra regionale folketingsmedlemmer
Staten vil gøre det nemmere at låne penge i yderområderne ved at garantere en fjerdedel af realkreditlånet.
Fuglekvidder, afstand til bilos, hovedvejen og stress.
For mange lyder det som oplagte krav, når der skal købes hus. Men som det ser ude lige nu, kan det være svært at låne penge i banken, hvis drømmehuset ligger ude på landet.
Derfor har regeringen i dag offentliggjort en ny model, der skal gøre det nemmere at få et realkreditlån i yderområderne med en statsgaranti på de sidste 60 til 80 procent af boligens værdi.
Det gælder kun i postnumre, hvor kvadratmeterprisen er under 8.000 kroner. Man har endnu ikke fastlagt, hvilke postnumre, det drejer sig om.
Det er grundlæggende urimeligt, hvis det er dit postnummer, som afgør, om du kan låne til drømmeboligen eller starte ny virksomhed op.
Simon Kollerup
En balanceret løsning
Det betyder helt konkret, at staten vil garantere den yderste fjerdedel af et realkreditlån. Det svarer til 20 procent af boligens lån. I tilfælde af at realkreditinstitutterne ikke tilbyder lån på baggrund af stor usikkerhed om ejendommens værdi, skal modellen bruges.
- Det er grundlæggende urimeligt, hvis det er dit postnummer, som afgør, om du kan låne til drømmeboligen eller starte ny virksomhed op. I mange år har vi hørt, at affolkningen i yderområderne var en definitiv trend, og at der ikke kunne gøres noget. Sådan forholder det sig ikke. Vi skal sikre bedre muligheder i landdistrikterne og på den måde skabe et Danmark i balance, udtaler den socialdemokratiske erhvervsminister Simon Kollerup i en pressemeddelelse.
Men der er ikke ligefrem politisk begejstring for forslaget fra de borgerlige partier.
Venstre: Frygter et "statsstempel"
Anni Matthiesen, Venstre, fra Grindsted, der er medlem af Udvalget for Landdistrikter og Øer, mener, at det giver bedre mening at arbejde ud fra de eksisterende muligheder og forbedre dem. Hun er bekymret for, at kvaliteten af nybyggede boliger vil falde i områderne, fordi man vil gøre alt for at holde sig under 8.000 kr. pr. kvadratmeter.
- Vores bekymringer går på, om man på en eller anden måde får "statsstemplet" de mennesker, der får den her hjælp, som regeringen foreslår. Systemet skal kunne håndtere hele landet, lyder det fra Anni Matthiesen.
Hvis man indfører det, så vil man lade vær med at bygge de steder.
Anni Matthiesen (V), medlem af Udvalget for Landdistrikter og Øer
Hun tilføjer, at man risikerer at sætte nogle områder helt i stå.
- Hvis man som ungt menneske vil bygge et hus eller renovere et, så må renoveringen ikke komme over 8.000 kroner pr. kvadratmeter, så skal man hele tiden tænke i, om man ville kunne få det ud af det igen. Hvis man indfører det, så vil man lade vær med at bygge de steder, siger hun.
Regeringens udspil
- En statsgaranti på realkreditbelåningen mellem 60 og 80 procent af boligens værdi i postnumre med lave kvadratmeterpriser, det vil sige under 8.000 kr.
- Modellen skal bruges i de tilfælde, hvor realkreditinstitutterne ikke tilbyder belåning på grund af for stor usikkerhed om ejendommens værdi i udvalgte områder.
- For borgerne i landdistrikterne skal modellen kort sagt give dem bedre adgang til lån, ligesom den skal mindske institutternes risiko for tab i de pågældende ejendomme.
- En sådan model for realkreditlån til private boliger er ikke set før i Danmark.
Kilde: Erhvervsministeriet
Konservative: Et sympatisk forslag
Niels Flemming Hansen ,Konservative, fra Vejle, der er næstformand i Udvalget for Landdistrikter og Øer, mener ikke, at der er en sammenhæng mellem de boliger, der er svære at få solgt, og postnummeret.
- Det er et fint, sympatisk forslag, og nu må vi se, hvad de kalder til forhandlinger med, men jeg er rimelig kold. Ud fra et finansielt og erhvervsmæssigt udgangspunkt har jeg svært ved at se, hvordan det kan hænge sammen uden at påvirke markedet, siger han.
Han understreger, at problemets omfang er ukendt.
SF: Stoppe affolkningen i landområderne
I den anden side af folketingssalen er SF overordnet set ganske begejstrede for regeringens forslag om at indføre en statsgaranti, siger Karina Lorentzen (SF).
Hun siger, at det er forståeligt, at banker og realkreditinstitutter kun giver lån til købere, som er i stand til at tilbagebetale lånet. Men understreger også, at det er problematisk, at der er sorte pletter indenfor landdistrikternes postnumre, fordi det skaber utryghed.
- I kølvandet på coronakrisen og den efterfølgende økonomiske krise, er det vigtigere end nogensinde før, at vi finder en løsning. Det er nøglen til at stoppe affolkningen i landområderne og skabe tryghed om, at du kan omsætte dit hus. Folk skal ikke tvinges over i mærkelige lånekonstruktioner til en høj rente hos Udenombanken for at kunne lykkes. Det skaber ulighed på boligmarkedet, og derfor må staten træde til, siger Karina Lorentzen valgt i Sydjyllands Storkreds.
Glæde hos landdistrikterne
Udspillet får stor ros med på vejen af Landdistrikternes Fællesråds formand Steffen Damsgaard, som kan genkende problematikken om, at det enten er svært eller helt umuligt at få et realkreditlån, når man kommer væk fra de større byer.
- Flere virksomheder og erhvervsdrivende i landdistrikterne har en oplevelse af, at det er svært at skaffe den nødvendige kapital og optage lån. Det er en væsentlig vækstbarriere, som regeringen nu politisk tager hånd om. Jeg vil gerne rose, at regeringen én-til-én har lyttet til vores forslag om nedsættelse af lånegrænsen i Vækstfonden, siger Steffen Damsgaard i en pressemeddelelse.
Modellen skal nu drøftes med den finansielle sektor.