Milliarder er på vej til boligejere
Fem milliarder skattekroner skal betales tilbage til boligejere over hele landet.
Det skriver Avisen Danmark.
Sønderborg er en af de byer, hvor de kan forvente at få mest tilbage.
Vurderingsstyrelsen har sendt tilbud om tilbagebetaling af fem milliarder skattekroner til indehavere af mere end 300.000 ejendomme over hele landet.
Tilbuddet er sendt til boligejere, der har betalt for meget boligskat i perioden 2011-2020.
- Jeg er glad for, at vi nu har rundet fem milliarder kroner i tilbagebetalingstilbud, og vi er i fuld gang med at sende de resterende vurderinger og tilbagebetalingstilbud ud til boligejerne, siger skatteminister Jeppe Bruus (S) til mediet.
Beløbet svarer til, at hver af dem får godt 16.000 kroner retur i gennemsnit.
Kigger man dybere ned i tallene, er der dog forskel på, hvor meget de hver især kan se frem til at modtage.
I Sønderborg, Struer og Vordingborg får boligejerne mest tilbage med et gennemsnit på 29.000 kroner, skriver Avisen Danmark.