Må frivillige brandmænd være langsommere end loven tillader?
Moderaterne vil have reglen afskaffet, Danmarksdemokraterne er glade for reglen og Venstre tager reglen op til diskussion.
Den sidste uges tid har TV Syd dækket de frivillige brandmænds udfordringer med at overholde loven om femminutters afgangstid. Artiklen kan du læse her.
De frivillige brandmænd i Syd- og Sønderjylland har fem minutter til at komme ud af døren, i deres sikkerhedsudstyr og i brandbilerne.
På Aabenraa Brandstation afgår 40 procent af alle førsteudrykninger for sent.
Det viser en analyse, TV SYD har lavet af de afvigerapporter, som beredskabsdirektøren i Brand & Redning Sønderjylland leverer til beredskabskommissionen for Aabenraa, Tønder og Haderslev kommuner hvert halve år.
Indberetningerne viser, at 113 af 274 udrykninger afgik for sent fra Aabenraa Brandstation i perioden fra 1. juli 2020 til 30. juni 2022.
Analysen viser også, at Aabenraa langt fra er det eneste frivillige brandværn, der har problemer med at stille hold i tide.
Politiske holdninger
TV SYD har kontaktet samtlige partiers ordførere på området for at undersøge deres holdning til, at de frivillige brandværn ofte ikke overholder femminuttersreglen.
Hos Venstre er man klar til at ændre reglen.
- Folk der har lyst, tid og kvalifikationerne hænger ikke ligefrem på træerne. Så vi mener bestemt, at det kan blive nødvendigt at hæve kravet om fem minutters afgangstid, siger Peter Jule-Jensen, beredskabsordfører Venstre.
Det er fuldstændig urimeligt,
Mike Villa Fonseca, beredskabsordfører Moderaterne
I modsætning til Venstre mener Danmarksdemokraterne, at femminutter reglen skal bibeholdes.
- Vi mener, at det er godt brandværnet har de fem minutter at navigere efter. Man kan selvfølgelig diskutere, om der skal indføres nogle dispensationer, siger Lise Bech, beredskabsordfører Danmarksdemokraterne, og fortsætter:
- Hvis der er en brandmand med lige netop de kvalifikationer en brandstation mangler, men vedkommende bor seks minutter væk, så mener jeg, at den enkelte leder skal gå ind og vurdere, om der er behov for dispensation.
Hos moderaterne er man helt og aldeles imod femminuttersreglen.
- Jeg ønsker at afskaffe afgangstiden på fem minutter. Det er fuldstændig urimeligt. Det skaber dårlig arbejdsvilkår og -miljø for de frivillige brandmænd, siger Mike Villa Fonseca, beredskabsordfører Moderaterne.
Socialdemokratiet har svaret tilbage, at de ikke har tid til at forholde sig til problematikken.
Hver femte udrykning er for sent
Samlet set er hver femte udrykning i Brand & Redning Sønderjyllands område afgået for sent i perioden.
Hos Dansk Folkeparti er man overrasket over problematikken og mener, at det er en lov der er værd at diskutere.
Også hos Enhedslisten er de klar til at gå dialog om, hvordan de frivillige brandfolk nemmere kan overholde femminutterreglen.
- Der er ikke bare én løsning på denne problematik, så det kræver, at vi går i dialog omkring det, siger Søren Søndergaard, Enhedslisten.
Femminutterloven:
Ifølge loven skal ”førsteudrykningen til et skadested afgå snarest, dog senest 5 minutter efter redningsberedskabets modtagelse af alarmen fra alarmcentralen”. Under en udrykning afgår der ofte mere end ét køretøj. Førsteudrykningen er det første køretøj, der forlader garagen. Det er typisk autosprøjten.
Men hvis brandmændene hos de frivillige brandværn skulle tage paragraf 7 i ”Bekendtgørelse om risikobaseret dimensionering af det kommunale redningsberedskab” alt for bogstaveligt, så ville mange af dem være nødt til at droppe arbejdet som frivillig.
Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Alternativet og Nye Borgerlige er ikke vendt tilbage på TV Syds henvendelser.