Lørdag kan blive en ny meteorologisk sommerdag
Pinseweekenden er skudt i gang, og det er den med masser af sol og varme.
Lørdag bliver således endnu en dag, hvor vi kan nyde forårssolen i fulde drag fra morgen til aften.
Samtidig er det en helt sommerlig varme, der er over os. Temperaturen ser i hvert fald ud til at toppe med op til 25 grader, hvilket i så fald vil udløse årets anden meteorologiske sommerdag.
Her bliver det varmest
Solen får altså lov til at skinne fra en skyfri himmel dagen igennem. Kun enkelte små vattotter kan måske dukke op på himlen, men de vil mest af alt bare være til pynt.
Dermed vil mange helt sikkert søge udendørs for at nyde det solrige forårsvejr, men dertil er det en god idé at huske solcremen, hvis man er ude i længere tid.
UV-indekset topper nemlig med 4,7 ved skyfrit vejr.
Temperaturen kommer til at ligge mellem 18 og 24 grader, når det bliver varmest. Lokalt kan termometret imidlertid godt ramme de 25 graders varme.
De højeste temperaturer forventes at blive målt i den centrale og vestlige del af Jylland samt i Hovedstadsområdet.
Det skyldes, at vinden fortsat kommer fra øst. Dermed bliver de østvendte landsdele kølet ned.
Sammenlignet med de seneste dage er vinden dog løjet en del af, hvilket helt sikkert kan mærkes, når man bevæger sig uden for i det smukke forårsvejr.
Temperaturen falder langsomt og vil ved 21-tiden stadig ligge på knap 20 grader. Dermed er der lagt op til en rigtig sommeraften.