Kundernes frustrationer går ud over butiksansatte: Nu vil HK og Salling have os til at tale pænere ved kassen
HK Handel og Salling Group står bag kampagne, der skal minde kunderne om at holde den gode tone i butikkerne.
Butiksansatte oplever i stigende grad at blive tilsvinet af vrede kunder.
Det er meldingen fra fagforeningen HK Handel, der sammen med detailkæden Salling Group lancerer en kampagne, som skal forbedre tonen over for de ansatte.
- Vores medlemmer oplever, at tonen fra kunderne er blevet mere hård og endnu mere aggressiv her op til jul, siger formand for HK Handel Mette Høgh.
- Jeg er helt sikker på, at det har noget at gøre med, at mange danskere er presset af inflationen. Men det er helt uacceptabelt, den måde der bliver talt på til medarbejderne, siger Mette Høgh.
Det er ikke et nyt fænomen, at butiksansatte oplever verbale udfald fra kunder.
En undersøgelse foretaget af HK Handel tidligere på året viser, at otte ud af ti butiksansatte har oplevet at blive talt grimt til inden for det seneste år.
14 procent har sågar oplevet at blive truet med vold.
Inflationen er grunden - men ikke undskyldningen
De verbale overfusninger er ifølge HK Handel-formanden tiltaget i takt med, at mange danskere kæmper med inflationen, der gør varerne dyrere.
Vreden kommer ifølge formanden eksempelvis til udtryk i situationer, hvor kunden oplever kø ved kasselinjen eller manglende varer på butikshylderne.
- Inden vi lavede undersøgelsen, troede jeg selv, at det var en bestemt type kunder. Men det viser sig desværre, at det oftest er kunder på min egen alder - altså midaldrende danskere - der vrisser ud over grænsen.
- Butiksansatte oplever eksempelvis at blive kaldt "din dumme kælling". Nogle har sågar oplevet at blive kaldt "luder", siger hun.
De dårlige oplevelser på arbejdet risikerer ifølge formanden at ødelægge arbejdsglæden.
- Når man oplever det én gang, så skubber man det væk. Men når det sker igen og igen, så sætter det sig til det, vi kalder et dårligt psykisk arbejdsmiljø. Det gør, at arbejdsglæden forsvinder, siger Mette Høgh.
I Salling Group, der med kæderne Netto, Føtex og fem Bilka-forretninger er bredt repræsenteret i Syd- og Sønderjylland, er man opmærksom på problemet, lyder det fra HR-direktør Louise Gade.
- Det er en udvikling, der tog fart under coronapandemien, og som er eskaleret yderligere i år i kølvandet på inflation og energikrise.
- Vi har fuld forståelse for, at mange er pressede, men det må aldrig gå ud over medarbejdere, der passer deres arbejde og gør, hvad de kan for at hjælpe kunderne og yde en god service, siger hun i en pressemeddelelse.
Plakater i butikkerne og opslag på sociale medier skal minde kunderne om at holde den gode tone.