Kronprinsessen uddeler priser til syd - og sønderjyske undervisere
To undervisere fra syd - og sønderjyske uddannelsesinstitutioner er blandt syv prisvindere ved Årets Undervisningspris, som i dag blev uddelt hos Uddannelses - og Forskningsministeriet af kronprinsesse Mary.
Mon ikke der bliver smilet ekstra meget på uddannelsesinstitutionerne IBA Kolding og Fredericia Maskinmesterskole i disse dage.
Der er i hvert fald al mulig god grund til det. Lars Brian Bach, der til dagligt er underviser på erhvervsakademiet IBA i Kolding, og Jan Sturm Almind, der er underviser på Fredericia Maskinmesterskole, har hver især modtaget Årets Undervisningspris ved en prisuddeling i København her til eftermiddag.
FAKTA: Undervisningsprisen 2021
- 'Årets Undervisningspris' afholdes af Uddannelses - og Forskningsministeriet.
- Der er i alt syv prisvindere, der modtager 200.000 kroner i personlig hæderpris - samt 300.000 kroner, der øremærkes aktiviteter, der skal være med til at skabe god og engagerende undervisning på prismodtagerens uddannelsesinstitution.
- Prismodtagerne består af fem undervisere og to underviserteams.
- Der er to prismodtagere fra universiteterne, to prismodtagere fra professionshøjskolerne samt én prismodtager fra henholdsvis erhvervsakademierne, de kunstneriske uddannelsesinstitutioner og de maritime uddannelsesinstitutioner.
- Det er ledelsen på de forskellige uddannelsesinstitutioner, der sammen med eleverne indstiller kandidater til de relevante rektorkollegier, der står for de endelig indstillinger til priserne.
- Kronprinsesse Mary og Uddannelses - og Forskningsminister Jesper Petersen (S) uddeler priserne.
Kilde: Uddannelses - og Forskningsministeriet.
Sender hæderen videre
Det er kronprinsesse Mary, der sammen med uddannelses - og forskningsminister socialdemokratiske Jesper Petersen uddeler priserne i København i dag. Udover priserne blev de to modtagere, sammen med de øvrige prisvindere, bedt om at sætte ord på, hvad der egentlig går så godt ude på uddannelsesinstitutionerne.
Begge sydjyske prisvindere gav udtryk for, at de var taknemmelige over at modtage priserne, men til prisoverrækkelsen havde begge også travlt med at sende rosen videre ud på uddannelsesinstitutionerne.
- Mine kollegaer er uvurderlige. Det er der, jeg finder inspiration, siger Jan Sturm Almind, underviser på Fredericia Maskinmesterskole.
Også på IBA Kolding bliver de andre undervisere fremhævet, og så blev der også sendt en tak til dem, det egentlig handler om - de studerende.
- Jeg har nogle fantastiske kollegaer, og det at komme ind i klassen til de unge først og senere møde dem flere år efter forløbene, hvor det er gået godt, det er noget, der giver en gejst, siger Lars Brian Bach, der underviser i finansøkonomi på IBA Kolding.
Skulle ikke have undervist
Det har ikke altid ligget i kortene, at Lars Brian Bach, der er uddannet økonom fra Aarhus Universitet, skulle leve af at undervise, men man kan blive overrasket efter nu at have undervist i tre årtier.
- Jeg var i hvert fald sikker på én ting, og det var, at jeg aldrig ville undervise, griner han her 30 år senere.
Men han er glad for, at han er endt med at gøre det, han gør den dag i dag.
- Det var så fedt, at folk lyttede til mig, at de var lige så interesserede i økonomisk teori, som jeg var, og at de derfor stillede en masse spørgsmål og også stoppede mig i pausen og ville vide mere, siger Lars Brian Bach.
Klodset undervisning i Fredericia
Jan Sturm Almind underviser i projektledelse på Fredericia Maskinmesterskole, og når han gør det, så kan det være, at eleverne skal 'lege' med Lego-klodser i undervisningen, står der i pressemeddelelsen. For ham handler det om, at eleverne skal 'lære ved at prøve', som det bliver beskrevet. Det betød, at han en dag gik en tur i Bilka og købte et parti 'Lego City'.
- Og så delte jeg holdet op i grupper, så hver gruppe havde ansvaret for at projektlede en del af byen samtidig med, at en gruppe skulle projektlede opbygningen af hele byen, siger han og forklarer, at de teorier, de studerende skal igennem undervejs som for eksempel interessentanalyse og projektplaner, afprøves med det samme gennem projektet med Lego.
- Så har vi noget at koble teorien op på med det samme. På den måde lærer de og husker bedre, siger Jan Sturm Almind om sin metode.
Selve prisuddelingen kan ses i sin helhed på dette link: