JV-chefredaktør: Sandsynligt med syd- og sønderjyske ministre
Der er en god chance for, at Syd- og Sønderjylland bliver repræsenteret, når Mette Frederiksen præsenterer de nye ministre på torsdag. Det mener Mads Sandemann, der er chefredaktør på JydskeVestkysten.
Når Mette Frederiksen på torsdag står foran Amalienborg med det nye hold ministre, så er der en god chance for, at nogle af dem kommer her fra det syd- og sønderjyske.
Det mener chefredaktør for JydskeVestkysten, Mads Sandemann.
- Syd og Sønderjylland skal nok komme i regering. Tre til fem ministerposter er mit bud, siger han til TV SYD.
Velkendte navne fra Socialdemokratiet
Det bliver formentlig nordjyden Mette Frederiksen, der igen indtager Statsministeriet, og med sig som socialdemokratiske ministre ser Mads Sandemann tre muligheder for sig.
Tidligere indenrigsminister, Christian Rabjerg Madsen fra Kolding. Tidligere uddannelses- og forskningsminister, Jesper Petersen fra Haderslev, og den i februar afgåede transportminister Benny Engelbrecht fra Gråsten.
Det er dog ikke sikkert, at alle tre kan sætte sig i en ministerbil efter torsdag, vurderer Mads Sandemann.
- Jeg er sikker på, at Syd- og Sønderjylland får én minister fra Socialdemokratiet, men det er svært at spå om. Der har været for få kvindelige ministre, så det faktum kan gå ud over, at en eller flere af de tre bliver minister i en ny regering. Dog tror jeg mindst én af de tre bliver det.
Stemmesluger i spil
Fra Venstre har chefredaktøren et godt ministerøje til Anni Matthiesen fra Grindsted.
- Hun blev, hvis ikke topscorer, så en de store stemmeslugere ved valget, og jeg tror, hun vil have en fair chance for at blive minister.
Den unge, genvalgte Christoffer Aagaard Melson fra Vejle nævnes også - omend JV-chefredaktøren vurderer, at det er mere usikkert, at han kan sætte sig på en ministertaburet.
Moderat chance for tidligere Tønder-borgmester
Den nye politiske spiller i en regering er Lars Løkke Rasmussens Moderaterne-projekt. Partiet fik 9,27 procent af stemmerne på landsplan og kommer ind med 16 mandater.
Her peger Mads Sandemann på den tidligere Tønder-borgmester, Henrik Frandsen fra Skærbæk, som en, der ligger lunt i svinget.
- Henrik Frandsen har erfaring som borgmester og har meget politisk erfaring. I et parti med få kandidater er han en af de mest erfarne, siger han.
Derudover nævner han Mette Kierkgaard fra Ribe som en mulighed.
- Hun er næstformand i gruppen, og hun gjorde det godt under valgkampen, siger Mads Sandemann om hendes muligheder for at blive belønnet med ministeransvar.
Uanset hvem der bliver minister i den kommende treparti-regering, så er der tale om en regering til historiebøgerne, siger han. Men det er også en regering, der er født med store udfordringer.
- Der vil blive banket løs på den fra begge politiske fløje. De får til gengæld et vist manøvrerum som flertalsregering, og så vil partierne hver især få udfordringer med baglandet, slutter Mads Sandemann.
De nye ministre præsenteres torsdag, mens regeringens grundlag præsenteres i onsdag.