Fuld plade på utilfredshed: Bankoforeninger dumper ny aftale
Bankoforeningerne er ikke tilfredse med ny spilleaftale, der ellers skulle give mere fleksibilitet og gennemsigtighed for foreningerne. De føler, de får en ny afgift, lyder kritikken.
I aftes kom den. En ny politisk aftale om nye rammer for bingo og lotterispil til almennyttige formål. Og den skulle være så god, den nye aftale. Det er den også, hvis man spørger de politiske partier, der har indgået aftalen, og det er faktisk alle partier, der er repræsenteret i Folketinget, der står bag aftalen.
I aftalen kan man blandt andet læse, at den udskældte 17,5 procent store afgift på gevinster, som bingo- og bankoarrangørerne hidtil har været pålagt, forsvinder. Det er typisk foreninger, hvor overskuddet fra spillet går til almennyttige formål, og det er de arrangører og foreninger, man gerne vil komme i møde med en ny aftale.
- Aftalen er først og fremmest en hjælpende hånd til de mange frivillige foreninger rundt om i Danmark, der synes, at bingo og andet lotteri er en god og hyggelig måde at få samlet nogle penge ind til et godt formål. Reglerne bliver enklere, og afgifter på gevinster fjernes. Med aftalen gør vi op med en række forældede regler, der var til gene for mange foreninger, siger skatteminister Jeppe Bruus (S) i en pressemeddelelse.
FAKTA: Den nye spilaftale for 'bingo og øvrige almennyttige lotterier'
Bingo og lotterier, der laver en årlig salgssum på 50.000-3.000.000 kroner, bliver underlagt:
- Hele overskuddet, dog mindst 35 procent af salgssummen, skal tilfalde et almennyttigt formål
- Maksimal gevinstværdi på 5.000 kroner
- Grundgebyr og 1-3 årig tilladelser
- Desuden ingen formåls- og overskudskrav ved alternativ bingo på liberaliseret marked
KILDE: Skatteministeriet
Ingen gevinst for foreningerne
Går man og tror, at foreningerne så jubler som en bankospiller, der har vundet en flæskesteg, så må man tro om igen. Faktisk så er man nærmere skuffet over den nye aftale. Blandt andet hos Bankoforeninger i Danmark, der repræsenterer bingo- og bankoforeninger i Syd- og Sønderjylland samt i resten af Danmark.
- Det er ikke en god aftale, siger Louise Kaehne, der er næstformand i Bankoforeninger i Danmark og involveret i bingo- og bankospil i Vejle.
Vi frygter, det betyder lukning af bingo- og bankohaller.
Louise Kaehne, næstformand i Bankoforeninger i Danmark og involveret i bingo- og bankospil i Vejle.
Løbende har brancheforeningen været i dialog med politikerne omkring nye vilkår for lotterier og spil, men det almennyttige bankospils interesser er ikke blevet hørt, lyder kritikken.
- Vi er kommet med forslag til, at bingo- og bankoforeninger med almennyttigt formål kunne få andre vilkår end de store kommercielle lotterier, som bingo- og bankoen i den nye aftale bliver sidestillet med, siger Louise Kaehne.
Skeptisk over liberalisering
Et andet kritikpunkt, som brancheforeningen bringer til bankobordet, er, at der med den nye aftale er udsigt til, at partierne bag aftalen åbner for en liberalisering af et bingo- og bankomarkedet. Hidtil har det været helliget foreninger med almennyttigt formål.
- En liberalisering gør, at det i højere grad bliver en forretning, siger hun med henvisning til, at det hidtil har været foreninger, der har drevet bankospillet i Danmark, og ingen har tjent på spillene, da eventuelle overskud er sendt videre til almennyttige formål.
Bankoforeninger i Danmark frygter, at den nye aftale kan betyde, at det er sidste gang, der bliver råbt 'Gamle Ole' i de syd- og sønderjyske bankohaller.
- Vi frygter, det betyder lukning af bingo- og bankohaller, og det vil være ærgerligt, for det er en stor social aktivitet, slutter Louise Kahne, næstformand i Bankoforeninger i Danmark.
Vi har været i kontakt med Skatteministeriet for at forholde skatteminister, Jeppe Bruus (S) kritikken, og vi afventer en kommentar.