Fødevarestyrelsen advarer mod populær energidrik - butik venter på godkendelse
Den amerikanske læske- og energidrik Prime bliver solgt ulovligt i Danmark. Salg af berigede føde- og drikkevarer uden godkendelse er ikke tilladt.
Drikkevaren Prime er produceret af de verdenskendte amerikanske youtubere Logan Paul og KSI, der tilsammen har mere end 47 millioner følgere.
Læske- og energidrikken er også populær blandt danske unge og børn. Tidligere har TV SYD beskrevet, hvordan drikken bliver solgt til forhøjede priser i blandt andet Den Blå Avis. Camilla Sommer købte også drikkevaren til sine to sønner på 9 og 11 år, som var vilde med den.
Men den er ikke lovlig i Danmark, da salg af berigede føde- og drikkevarer uden godkendelse ikke er tilladt.
Nu reagerer Fødevarestyrelsen
- Hvis en producent som Prime tilsætter mere vitamin, mineral, aminosyre eller koffein end tilladt, så opstår der risiko for forbrugeren. Derfor er det et krav, at produkter med tilsætninger bliver anmeldt, så Fødevarestyrelsen kan holde øje med, at sundhedsskadelige produkter ikke kommer på markedet. Hvis et produkt ikke er anmeldt, er det ulovligt at sælge i Danmark, siger enhedschef i Fødevarestyrelsen, Henrik Dammand Nielsen, i en pressemeddelelse.
Prime er ikke at finde på hylderne i landets supermarkeder, da de kun officielt forhandles i USA, England og Australien.
Ulovligt salg
Fødevarestyrelsen gennemfører lige nu en kontrolkampagne, hvor virksomhedernes salg af fødevarer, der er beriget med vitaminer, mineraler eller visse andre stoffer, bliver kontrolleret.
En af de få virksomheder, der forhandlede drikken i Danmark, er onlinevirksomheden Nikopouches.dk med lager i Grindsted. De solgte flaskerne til 99 kroner, men efter to dage var alle varianter udsolgt. Nu har de taget Prime af hjemmesiden for salg, fortæller Benjamin Buelund, der er ansat i Nikopouches.dk.
- Vi har haft besøg af Fødevarestyrelsen, som kontrollerede indholdet i flaskerne, og da der er noget i drikkene, som der ikke er godkendelse til i Danmark, har vi selvfølgelig taget dem af markedet.
Ifølge Benjamin Buelund afventer Nikopouches.dk en godkendelse af drikkevaren.
- Vi ser, om det kan blive godkendt. Før kommer det ikke på hylderne igen.
Højt indhold af vitamin A og koffein
Nogle læskedrikke fra Prime har et højt indhold af A-vitamin, og netop A-vitamin får danskerne ifølge Fødevarestyrelsen i forvejen i store mængder fra blandt andet gulerødder, leverpostej og mange andre fødevarer. Når vi får en del A-vitamin gennem den almindelige kost, så er der ikke plads til ret meget ekstra i form af tilsætninger. Et for stort indtag af A-vitamin kan skade leveren på længere sigt.
For koffein er der fastsat en grænseværdi for, hvor meget der må tilsættes, fordi koffein i store mængder kan give sundhedsskader på både kort og langt sigt. I nogle af Primes energidrikke er der tilsat koffein i mængder, der kraftigt overstiger de 32 milligram koffein per 100 ml, som er tilladt i energidrik.
Børn frarådes at drikke energidrik
Fødevarestyrelsen fraråder børn at drikke energidrikke, fordi børn er mere følsomme overfor koffein. Ingredienslisten skal oplyse, om et produkt er tilsat koffein.
Ifølge TV 2 Kosmopol indeholder energidrikken 200 milligram koffein, hvor en almindelig kop kaffe rummer 100 milligram koffein.