Flere kommuner oplever stigning i antallet af konkurser
Pandemi, krig i Europa og generelt stigende priser har for mange syd- og sønderjyske virksomheder haft store konsekvenser. Således er flere kommuner ramt af en decideret konkursbølge.
Det er - i mange syd- og sønderjyske kommuner - kedelig læsning at dykke ned i tallene for antallet af virksomheder, der er gået konkurs i det første kvartal af 2023.
Slår man for eksempel blikket mod Esbjerg Kommune er i alt 24 virksomheder gået konkurs i tidsperioden - det svarer til 4,7 virksomheder, der er gået konkurs, per 1.000 virksomheder i kommunen.
Det er en fordobling i forhold til gennemsnittet for antallet af virksomheder der gik konkurs inden corona - i årene fra 2010 til 2019.
Og mens Esbjerg er den kommune, der er hårdest ramt, så går billedet igen i flere af vores kommuner.
Kommune | 2010-2019 | 2023 | Stigning ift. normalt konkursniveau |
---|---|---|---|
Esbjerg | 12,0 | 24 | 100 procent |
Sønderborg | 5,8 | 10 | 74 procent |
Tønder | 5,6 | 8 | 43 procent |
Vejen | 7,8 | 7 | -11 procent |
Vejle | 13,6 | 18 | 32 procent |
Kolding | 11,2 | 14 | 25 procent |
Horsens | 9,2 | 11 | 19 procent |
Varde | 7,3 | 6 | -18 procent |
Fredericia | 6,9 | 4 | -42 procent |
Haderslev | 7,8 | 4 | -49 procent |
Hedensted | 7,7 | 4 | -48 procent |
Aabenraa | 8,3 | 1 | -88 procent |
Billund | 4,4 | 0 | -100 procent |
Fanø | 3,0 | 0 | -100 procent |
Syd- og Sønderjylland | 110,5 | 111 | 0 procent |
Danmark | 610 | 863 | 41 procent |
Hvis man skal se tallene fra et mere positivt perspektiv, kan man sige, at der "kun" er tre kommuner i vores landsdel, der ligger over landsgennemsnittet - der lyder på 41 procent - for den procentuelle stigning af antallet af konkurser.
Det drejer sig om Esbjerg, Sønderborg og Tønder kommuner. I alt er der seks ud af vores 14 kommuner, der har oplevet en stigning i antallet af virksomhedskonkurser.
Og hvis man fortsat skal se rosenrødt på tallene, så kan man sige, at der også er otte kommuner, der har oplevet et fald i antallet af virksomheder, der er gået konkurs i første kvartal af året.
Således har vi endda to kommuner - Billund og Fanø - der ikke har oplevet én eneste konkurs i de første måneder af det igangværende år.