Oversigt

Er du på listen? 13,6 millioner kroner mangler deres ejere

Skattestyrelsen er på jagt efter ejerne af i alt 13,6 millioner kroner, som står i danske banker.

Pengene fordeler sig på 698 konti og 80 depoter. Fælles for dem er, at borgerne, der har oprettet dem, ikke har givet de nødvendige identifikationsoplysninger.

Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.

De manglende oplysninger betyder ifølge styrelsen, at hverken den eller bankerne kan komme i kontakt med de berørte borgere. Derfor har Skattestyrelsen gennem et år efterlyst dem i Statstidende.

Efterlysningen udløber mandag den 29. april. Herefter vil banker og Skattestyrelsen begynde at inddrage pengene, som vil gå til statskassen.

- Inden vi begynder at inddrage de indestående beløb, vil jeg gerne opfordre til, at man undersøger, om man kan genkende sig selv på listen i Statstidende, siger underdirektør i Skattestyrelsen, Michael Medom Hansen, i pressemeddelelsen.

På en af de knap 700 konti står der mere end 800.000 kroner, mens syv konti har et indestående på over 100.000 kroner. Se om du er på listen her ved at trykke på den enkelte bank.

Hvis man står på listen, skal man kontakte sin bank.