DI: Syd- og Sønderjyske kommuner kan spare millioner
Flere kommuner i Syd- og Sønderjylland kunne spare adskillige millioner kroner om året, hvis de lod private virksomheder stå for flere opgaver som for eksempel at tømme skraldespande, vedligeholde veje, slå græs og rydde sne. Det viser en analyse, som Dansk Industri har lavet, skriver organisationen i en pressemeddelelse.
Analysen viser blandt andet, at Esbjerg Kommune kunne spare 10,6 millioner kroner om året ved at udlicitere flere opgaver til private virksomheder. Sønderborg Kommune kunne spare 7,7 millioner kroner om året, mens Kolding og Vejle Kommune kunne spare henholdsvis 6,8 og 6,3 millioner kroner om året.
- Vores lokale kommuner har ligesom alle andre steder i landet svært ved at få pengene i kommunekassen til at slå til. Og selvom kommunerne til næste år får en større pose penge fra staten, end de plejer, er der ikke råd til alt på ønskesedlen. Derfor er det oplagt, at kommunerne ser positivt på muligheden for at spare penge på denne post, udtaler bestyrelsesleder for DI Byggeri Sydjylland Michael Mathiesen.