Den mindste kommune er den rigeste i Syd- og Sønderjylland
Borgere flytter i højere grad til områder med folk fra egen indkomstgruppe, viser en ny undersøgelse. Fanø Kommune tager topplacering i Syd- og Sønderjylland.
I løbet af det sidste årti er den geografiske opdeling mellem de rigeste og fattigste i Danmark blevet større, og borgere flytter i højere grad til områder med indkomstgrupper, der ligner deres egen.
Det viser en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Det er en udvikling, som særligt har taget fart de sidste ti år, skriver Kristeligt Dagblad.
På listen over disponibel indkomst ligger Fanø Kommune, der er landets andenmindste med et indbyggertal på 3.456 indbyggere, i top ud af de 14 syd- og sønderjyske kommuner. Her er der ifølge undersøgelsen en gennemsnitlig indkomst på 310.827 kroner.
Ud af de 14 kommuner, tager Tønder Kommune bundplaceringen med en gennemsnitlig disponibel indkomst på 273-446 kroner.
Samlet set ligger Sydjylland, Fyn og Syd- og Vestsjælland i bunden med det laveste gennemsnit, mens kommunerne nord for København og i omegnen har størst disponible indkomst.
- De danskere, der tjener mest - og også middelklassen - klumper sig i stigende grad sammen i særlige kvarterer. Det kan betyde, at vi ikke ser andre end dem, der ligner os selv, siger Lars Andersen, som er direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, til avisen.
Stigende boligpriser er en faktor
I undersøgelsen er Danmark blevet opdelt i 25.000 nabolag, hvor udviklingen fra 1990 til 2020 er blevet undersøgt.
Det er særligt børnefamilier, der i større omfang bor efter indtægt, hvor de mest velhavende og middelklassen bor mere adskilt fra andre samfundsgrupper end tidligere.
Ifølge Lars Andersen er polariseringen blandt andet en konsekvens af stigende boligpriser.
Rammer folkeskolerne
Udviklingens konsekvens kan særligt ses i folkeskolen. Her har 27 procent af skolerne elever fra alle indkomstlag. For ti år siden gjaldt det for 40 procent af skolerne, skriver avisen.
Det har ad flere omgange været et politisk mål at forsøge at sikre større diversitet. Både i boligområder og i samfundsinstitutioner.
Senest har regeringen stået i spidsen for en aftale om fordelingen af gymnasieelever efter deres forældres indkomst.
Også udflytningen af videregående uddannelser skal gøre det muligt for flere uden for de større byer at tage en længere uddannelse.
Og sidste år blev der lavet en politisk aftale om at sikre flere almene boliger i de større byer. Det skal ifølge regeringen sikre, at der bliver plads til alle indkomstgrupper.