Tidligere stortalent eller topscorerens kammerat: Her er fem bud på nye spillere i Sønderjyske
Med knap halvanden uge tilbage af transfervinduet kommer tvSyds superligakorrespondent her med fem bud på forstærkninger til Sønderjyske inden deadline den 3. februar.
Uret tikker, og der er i skrivende stund ikke ankommet nye ansigter hos superligaklubben Sønderjyske Fodbold i vinterens transfervindue.
Sønderjyske sluttede efteråret i Superligaen tilfredsstillende med seks point ned til nedrykningsstregen.
Opstartens træningskampe har dog ikke vist et niveau fra sønderjydernes side, der stålsikkert garanterer minimum en sæson i landets bedste række.
Sønderjyskes sportschef Casper Daather fortalte i december, at der altid kigges på emner, som kan forfine det eksisterende produkt. Klubben er på rygtebørsen blevet sat i forbindelse med flere mulige transferemner.
Intet er dog i skrivende stund sket endnu, og derfor kommer jeg her med fem bud på nye Sønderjyske-spillere i foråret.
Jeg er bevidst gået udenom navne, som klubben allerede er blevet sat i forbindelse med.
tvSyds fem bud på forstærkninger til Sønderjyske
Ahmed Iljazovski, Hvidovre IF
Sønderjyske havde succes med at handle i Hvidovre IF i sommer med købet af Lirim Qamili, og det kan de måske få igen med højrebacken Ahmed Iljazovski.
Sønderjyske har lukket næstflest mål ind denne sæson, hvor Hvidovre IF har det næstbedste i 1. division med 27-årige Iljazovski som fast mand.
Han er ligesom Sønderjyskes topscorer født og opvokset i Danmark, men repræsenterer Nordmakedonien på landsholdsplan.
Jeg bliver måske blændet af deres stærke kendskab til hinanden, men det vil kun være en styrke til, at Ahmed Iljazovski kan glide fint ind på Sønderjyske-mandskabet fra dag et.
Sønderjyske har i forvejen de to omskolede backer i Andreas Oggesen og Tobias Klysner på højresiden. Jeg synes dog, at der er brug for en back med styrker i den defensive del af spillet og tilknytningen Ahmed Iljazovski vil åbne op for, at Andreas Oggesen kan bruges igen på midtbanen.
Derudover har Ahmed Iljazovski også en fortid som midterforsvar, så han vil kunne dække ind på den position, hvor klubben er tyndt besat.
Ari Leifsson, Kolding IF
Jeg foreslog før en forsvarsspiller fra 1. divisions næstbedste forsvar. Nu kommer et bud fra det bedste defensive hold i denne sæson.
Islandske Ari Leifsson er fast mand for Kolding IF, der kun har lukket 12 mål ind i 18 kampe i efteråret.
Sønderjyske har brug for en ekstra centerforsvarer, da Maxime Soulas' normale makker Daniel Gretarsson er skadet. Det gjorde, at anfører og midtbanespiller Rasmus Vinderslev indledte seneste træningskamp mod Hillerød i midten af forsvaret.
26-årige Ari Leifsson kom til Kolding IF i sidste sæson på en fri transfer fra norske Strømsgodset og står noteret for tre landskampe Island.
Sebastian Clemmensen, Hammarby
Sønderjyske er egentlig godt besat på de offensive positioner, men jeg savner noget kvalitet i bredden.
Derfor tillader jeg mig at smide den 21-årige angriber Sebastian Clemmensen med i puljen.
Han var en stor profil for B.93 i 1. division med ti mål i sidste sæson, hvilket gav ham et skifte til den svenske topklub Hammarby.
Her er det kun blevet til en startplads og to korte indhop i Allsvenskan, og det kan måske åbne for et udlån i den bedste danske række.
Sebastian Clemmensen blev dog dobbelt målscorer i Hammarbys seneste testkamp, så spilletiden bliver måske større for angrebstalentet i foråret og sandsynligheden for et skifte til Sønderjyske mindre.
Adrian Justinussen, Hillerød
Jeg kendte ikke meget til denne 26-årige færing inden Sønderjyskes kamp mod Hillerød tidligere i januar.
Det kom jeg dog til, da Adrian Justinussen var med til at udspille sønderjyderne i første halvleg af holdenes møde i Sønderborg. Han viste selv X Factor ved at score til 3-0 direkte på frispark.
Adrian Justinussen kan spille de tre forreste positioner, og han har i denne sæson scoret ti mål i 17 kampe for det nordsjællandske mandskab. Derudover var han seks sæsoner i træk en flittigt scorende spiller hjemme på Færøerne.
Det er dermed en mand, der ved, hvor målet står, og sådan en type spiller kan alle klubber bruge.
Mikkel Duelund, AGF
Nu afslører jeg nok, hvorfor jeg ikke er sportschef i nogen fodboldklub. Du tænker måske også "hvad fanden laver han?".
Mikkel Duelund viste i tiden i FC Midtjylland, at han var for god til Superligaen, da han blev solgt til ukrainske Dynamo Kiev.
Siden 2023 har han spillet i AGF, og det er for den 27-årige midtbanespiller ikke blevet til meget spilletid grundet flere skader.
Nu er han tilbage, men det er måske ikke med en fremtræden rolle på AGF-holdet, der ligger godt til i mesterskabskampen.
Et lån for resten af sæsonen vil give det tidligere stortalent en masse spilletid, hvis han kan holde sig skadesfri.
Hans kontrakt står til udløb til sommer, så muligheden for at få ham, vil ikke være bedre. Det vil også vise, at de er kommet til Superligaen for at blive.