Forårsforvirring i storkereden - intet er, som det plejer
TV-reden i Smedager har allerede haft besøg af to storke - men er det de rigtige? Eksperter er forvirrede og forventer usædvanlig spændende storke-sæson.
Storken er som bekendt kommet til Danmark - og også til Smedager. Et sikkert forårstegn her i det Syd- og Sønderjyske.
Men det er også det eneste, der er som det plejer på den front. For forvirringen er total - både for trofaste seere af storke-tv og for de storkekyndige eksperter.
- Intet i dette forår er som det plejer at være. Ingen - inklusive os selv - forstår hvad der sker, siger storkeekspert Jess Frederiksen fra storkene.dk til TV SYD onsdag morgen.
For indtil nu er der blevet registreret to storke i reden i Smedager, som TV SYD live-streamer fra døgnet rundt i samarbejde med storkene.dk
- Intet i dette forår er som det plejer at være. Ingen - inklusive os selv - forstår hvad der sker.
Jess Frederiksen, storkeekspert, storkene.dk
Den første stork - "Tommy"
Den første stork ankom i søndags d. 15. marts lige til kaffetid kl. 15.20. De første bulletiner gik på, at det var han-storken Tommy. Det fik mange til at følge ekstra godt med på signalet fra reden. Men det virkede som om, at storken alligevel så lidt anerledes ud end gode gamle Tommy og den havde også en "aparte opførsel" som storkeekspert Mogens Lange fra storkene.dk formulerede det. Hurtigt stod det klart, at den bar et hollandsk ringmærke. Og altså var en fremmed stork - en ukendt fugl på afveje.
Den forkerte "Tommy" forlod reden igen efter en overnatning og så var reden atter klar til den rigtige Tommy og hans mangeårige mage, Annika.
Den anden stork - "Annika"
Kun få timer senere senere om mandagen kom så endnu en stork og krævede sit ejerskab over Danmarks mest berømte storkerede. Og denne gang skulle det så være Annika, der langt om længe velfortjent kunne hvile vingerne efter en rejse på over 2.000 kilometer fra Afrika.
- Det er så fedt. Den hollandske stork, der landede i reden i går, er selvfølgelig også velkommen, men at få sin egen stork hjem, det er nu nummer et, lød det begejstret fra storkene.dk's Mogens Lange.
Men ak....heller ikke stork nummer to viste sig med sikkerhed at være den rigtige "Annika". Og tirsdag morgen fløj den fra reden igen. Samtidig strømmer det ind med meldinger til storkene.dk om at storke, der i sagens natur ligner Annika, er spottet både i Ribe og Tørring.
Og det efterlader altså eksperterne og de mange trofaste storke-seere med en gedigen forårsforvirring.
- Storken, der landede i Smedager udviste adfærd som Annika og byggede videre på reden og virkede i det hele taget bare som om, hun var glad for at være hjemme!, forklarer Jess Frederiksen fra storkene.dk om forvirringen.
Men tirsdag fløj Annika - eller hvem det nu var - altså fra reden igen og onsdag formiddag, mens disse linier skrives, er reden tom. Følg med direkte i reden ved at klikke her.
Det må forventes, at der vil være en vis aktivitet i reden i Smedager de kommende dage og i det hele taget er der lagt op til en usædvanlig spændende storkesæson med mange storke i Danmark:
- Det, vi ser nu, er formentlig starten på den længe ventede genindvandring af storken. Det vi så i denne uge, er slet ikke hvad vi har set før, siger Jess Frederiksen.