Storkeungerne har endnu ikke lært at flyve, og det er der en grund til
De basker og basker med vingerne i reden i Smedager, alligevel er ingen af de nu omkring ni uger gamle storkeunger lettet endnu.
De fire storkeunger i Smedager ser man i disse dage ofte stå på kanten af reden, mens de basker ihærdigt med vingerne. De øver sig i at flyve.
Du kan hele døgnet følge livet i storkereden her.
De er nu omkring ni uger gamle, og de burde alle have været ude at flyve for første gang, men det har de ikke.
- De har det for godt, tænker jeg, og det kan der være flere årsager til, siger Jesper Leegaard, fra foreningen Storkene.dk
Ifølge storkeeksperten kan det være fordi, at forældrene Thorkild og Connie opfører sig som det, vi i menneskeverdenen kalder for 'curlingforældre'.
- De henter simpelthen for meget mad til dem. Normalt begynder forældrene at komme med mindre og mindre mad til ungerne, for at få dem jaget af reden. Men det er tydeligt, at de ikke er sultne nok til at få lettet rumpen fra reden, siger Jesper Leegaard og fortsætter:
- Det kan være, at forældrene instinktivt ved, at den megen regn og blæst kan være for farlig for dem at tage deres første flyvetur i, så de derfor er fortsat med at fodre dem så godt. Det er ikke noget, vi ved med sikkerhed, men absolut en overvejelse.
De fire uger er tre hanner og en hun. Den ene af hannerne bærer en GPS-sender. I løbet af den kommende uge sætter TV SYD en SMS-afstemning i gang, hvor alle interesserede kan stemme om ungernes navne.