Skidegodt, Egon - storkeungernes navne er valgt
Tung dansk kulturarv afspejler sig i navnene på årets storkeunger i Smedager. Tallene er gjort op, næsten 2.600 stemte, og vindernavnene var ganske klare.
Skidegodt, Egon!
Efter et succesfuldt kup, stjal de 44 procent af stemmerne fra TV SYDs seere. Dermed står der på årets storkeungers fængselsdragter ikke længere blot 3903507, 3900977, 3900979 og 3900978.
I stedet står der Yvonne, Egon, Benny og Kjeld.
Vindernavnene er naturligvis inspireret af Olsen Banden.
Feltet af navne var præget af fiktionen, da de øvrige navne bestod af kvartetterne Andersine, Rip, Rap og Rup fra Anders And samt Sofie, Kasper, Jesper og Jonathan fra Folk og røvere i Kardemomme By.
Så mange stemmer fik de
Yvonne, Egon, Benny og Kjeld 1.146 (44%)
Sofie, Kasper, Jesper og Jonathan 904 (35%)
Andersine, Rip, Rap og Rup 543 (21%)
Dermed bryder de (knap så) professionelle tyveknægte sportens lænker, efter to års navngivninger inspireret af danske professionelle sportsudøvere.
Olsen Banden-filmene løb over skærmene for første gang i 1968 og sluttede efter 14 geniale planer i 1998.
Erik Balling og Henning Bahs stod bag de ikoniske kriminalkomedier, som er blandt de mest sete film i danske biografer.
Følger Benny i udlandet
Igen i år sætter Storkene.dk og Statens Naturhistoriske Museum GPS-tracker på én af storkene, for at blive klogere på storkens liv.
Den 43 gram tunge GPS sættes på den mest robuste og dermed stærke af ungerne, hvilket i år er den fjerde unge (390 0979, han). Dermed er det passende, at denne navngives Benny, det højeste medlem af Olsen Banden.
Den enlige hun får selvsagt navnet Yvonne (390 3507), Egon bliver anden unge (390 0977) og Kjeld tredje unge (390 0978).
Når GPS-senderen aktiveres, bliver dens position registreret i databasen Movebank med det tilhørende navn, Benny. Dermed kan man følge storkens færden, når den er på vintertræk.
Det gøres på appen Animal Tracker, hvor Bennys GPS-nummer er 242838.
Navngivningen af storkene anerkendes også i det store udland, når de fremgår i Movebank. Tidligere fortalte Mogens Lange fra Storkene.dk til TV SYD:
- Vi oplever, at storkeentusiaster i udlandet tager navnene til sig og bruger dem. Hvis eksempelvis en tysker henvender sig omkring en GPS-stork, bruger vedkommende navnet i stedet for nummeret.
Aktuelle og kulturelle navne
Folk fra hele Danmark og sågar Tyskland bød ind med navneforslag til de fire storkeunger. 1.006 forslag, helt præcist. Blandt disse blev de mest populære forslag indsnævret til tre bud, som knap 2.600 seere sms-stemte på.
- Olsen Banden er så dansk, som noget kan være. Derfor er de fire hovedpersoners navne passende (til storkeungerne, red.), lyder det fra Helle Schmidt fra Haderslev om Olsen Banden-buddet.
Forskellige steder rundt om i landet findes allerede storke med de valgte navne, men de er ikke, som her, samlet i ét kuld.
Tidligere har det været kutyme at opkalde storkeungerne efter Astrid Lindgrens karakterer. Fra 2021 bar navnene dog præg af aktuelle begivenheder.
Først de corona-inspirerede navne fra vaccinen AstraZeneca. Derefter det danske Tour de France-år, 2022, hvor løbet startede i Danmark, Jonas Vingegaard vandt det hele og Magnus Cort kom først på én etape.
Sidste år var det så mixeddouble-parret og de lysende danske tennistalenter Holger Rune og Clara Tauson.
Storkeungerne i Smedager
2024: Yvonne, Egon, Benny & Kjeld (Connie & Thorkild)
2023: Holger & Clara (Connie & Thorkild)
2022: Cort & Vingegaard (Connie & Clyde)
2021: Astra & Zeneca (Connie & Clyde)
2020: Ronja (Bonnie og Clyde)
2019: Anna & Lotte (Annika og Tommy)
2018: Alma, Anton & Line (Annika og Tommy)
2017: Alfred (Annika og Tommy)
2016: Pippi (Annika og Tommy)
2015: To unger (Annika og Tommy)
2014: Tre unger (Annika og Tommy)
2013: To unger, som ikke overlever et regnfuldt forår (Annika og Karlsson)
2012: To unger (Annika og Karlsson)
(Navnene i parentes er forældrene til ungerne. Mellem 2011 og 2015 har ungerne ingen navne fået. Alle unger er ringmærket.)
Faktisk var der også en femte unge i reden. Den kom dog i midten af juni til en plejestation for storke i Tyskland, grundet en beskadiget vinge. Da den ikke længere opholder sig i reden, er det besluttet ikke at navngive denne.