Se video - trods silende regn fik storkeunger ring på
De fire storkeunger i tv-reden i Smedager blev lørdag formiddag ringmærket.
Selvom regnen faldt tungt, lykkedes det Hans Skov og hans lærling, Jesper Leegaard, fra Storkene.dk, at få en lift op til reden for at ringmærke de fire unger.
- Da vi ringmærkede, var der pause i regnen, så vi var heldige, fortæller Hans Skov, der er bestyrelsesmedlem i Storkene.dk og Danmarks eneste storkeringmærker.
Se billedgalleri fra ringmærkningen herunder:
- Ungerne har det godt, og de er i fin foderstand, og selvom det virkelig har regnet meget i dag, var de varme og havde det godt, fortæller han.
I liften var også Jesper Leegaard fra Storkene.dk. Han er i lære som ringmærker af storke.
- Vi ringmærkede to hver, og alt gik helt, som det skulle, forklarer Hans Skov.
Inden de forlod reden, blev der også taget en fjerprøve fra hver af de fire storkeunger.
- Min klare fornemmelse er, at det er gode fjerprøver, så jeg forventer, at vi kender kønnene på ungerne om to til tre uger, siger Hans Skov.
Den femte storkeunge, som for en uge siden blev bragt i pleje i Slesvig-Holsten, da den havde en beskadiget vinge, vil også på et senere tidspunkt blive ringmærket med en dansk ring.
En del mennesker var trods det dårlige vejr mødt frem for at følge ringmærkningen.