Så kom årets første storkeunge i Smedager til verden
Klokken 15.02 kom den første storkeunge helt ud af ægget i reden i Smedager.
Det sker efter 35 rugedage for storkeparret Connie og Thorkild.
Ifølge storkeeksperterne fra Storkene.dk kan vi godt forvente unge nummer to allerede inden for det næste døgn.
Man siger, at storke ruger i 33 dage, men forældrene kan godt udsætte rugningen af det første æg til det andet er lagt, forklarer Storkene.dk's næstformand, Mogens Lange.
- Det gør de instinktivt for at sikre bedst mulig overlevelse af flest mulige unger i et kuld. Storkeunger skal helst komme til verden meget tæt på hinanden, for hvis en unge først kommer til verden en uge efter, at den første unge er klækket, så kan der være alt for stor størrelsesforskel på ungerne, og den eller de mindste unger risikerer at blive tromlet af de større søskende, så de ikke får mad nok.
Sidste år kom de første tre unger indenfor det første døgn den 8. maj.
Det er andet år, at Connie og Thorkild danner par i reden. Sidste år lagde de også fem æg, hvoraf de fire klækkede. Det femte æg var højst sandsynlig ikke befrugtet.
Det er spændende, hvor mange levedygtige unger, der vil være i år.
Sidste år klækkede fire æg med levende unger i, men to af ungerne døde allerede efter det første døgn. Men de to storkeunger, som senere blev navngivet Holger og Clara, kom på vingerne fra reden.