I dag er skelsættende dag for storkeunger i tv-reden
Lørdag formiddag skal de fire unger i storkereden i Smedager ringmærkes. Nogle af ungerne skal også have en GPS-sender påmonteret, men det må vente nogle uger endnu.
Omkring klokken 11 lørdag formiddag går det løs i tv-reden i Smedager.
Her har Hans Skov, der er landets eneste storke-ringmærker, fundet ringe, tang og lift frem, og skal op i reden for at ringmærke de fire storkeunger.
- Jeg glæder mig altid til at se dem helt tæt på, og hvordan de har det, siger storkeeksperten, der er en del af bestyrelsen i foreningen Storkene.dk.
Ungerne er nu mellem fem og seks uger gamle, og deres udvikling går rasende stærk.
De vejer lige nu hver mellem 1,5 og 2 kilo, fortæller Mogens Lange, der også er medlem af bestyrelsen hos Storkene.dk.
- De spiser mellem 400 og 500 gram proteinrig føde om dagen, som forældrene henter til dem. Det er alligevel omkring to kilo mad, der dagligt skal slædes hjem i reden af Connie og Thorkild, forklarer Mogens Lange.
Derfor er det også ved at være tid til at ringmærke ungerne, da det skal ske, før de kan flyve. Hans Skov er den eneste ringmærker i Danmark.
- Vi skal sikre os, at de ikke letter fra reden, for så er løbet kørt. Og hvis vi kan se, at de trækker sig og er på nippe til at lette, så lader vi være med at ringmærke dem, forklarer han.
Storkeeksperten forsikrer, at ungerne ikke lider overlast ved ringmærkningen.
- Storkenes sikkerhed kommer altid først, og vi gør intet, der generer dem.
En eller to af ungerne i Smedager skal også have påmonteret en GPS, men det sker først hen i juli måned.
- Det ville selvfølgelig være mest smart at gøre det hele nu her i én omgang, men ungerne skal helst være lidt større, når GPS'erne sættes på dem, så den kommer til at sidde rigtigt, men hvis vi ikke kan komme til dem, så lader vi være med at sætte en GPS på, forklarer Hans Skov.
Det bliver ifølge hans Skov nok sidste år i denne omgang, at der sættes GPS på storkeunger.
- Projektet slutter i år, og da GPS'erne også er dyre med en stykpris på 15.000 kroner, og der også er omkostninger til at hente data ned, så regner vi med at holde en pause efter i år.
Den femte unge i pleje
For en uge siden måtte den femte unge fjernes fra reden og bringes til en plejestation i Slesvig-Holsten. Den har fået problemer med den ene vinge, fordi den er vokset for hurtigt og har fået det, som eksperter kalder en englevinger.
- Den er blevet for tung til, at senerne kunne følge med. Fordi de ikke kan følge med, så er de ikke stærke nok til at holde vingen på plads, og så har den også fået en trykskade på vingen, forklarer Mogens Lange.
DNA-test og navnekonkurrence
I forbindelse med ringmærkningen lørdag tager Hans Skov også fjerprøver fra ungerne. De skal være med til at kønsbestemme dem via en DNA-test.
Når ungernes køn i begyndelsen af juli måned er kendt, sætter TV SYD en navnekonkurrence i gang, hvor alle interesserede kan deltage.