Pludselig stod dronningen i Jens' butik
Det blev en dag af de mindreværdige hos Surdejskokken i Jelling, da de fik fornemt besøg.
- Hun skulle bare have kaffe, sandwich og kage.
Sådan lød bestillingen fra Danmarks dronning Mary, der med en veninde onsdag besøgte Surdejskokken i Jelling. Det var til stor overraskelse og benovelse.
- Det var en dejlig oplevelse at få royalt besøg på sådan en almindelig onsdag, fortæller Jens Møller-Christensen.
Han er indehaver af bagerbutikken, hvor kunder oftest handler gennem selvbetjening. Det var også under dette emne, at kontakten med dronningen foregik.
- Når man er førstegangsbesøgende, så kræver vores butik en kort introduktion. Man tager, hvad man vil og står selv for betalingen. Det skulle lige introduceres for dem, det var jo trods alt første gang, forklarer bageren.
Professionel fremfor paparazzi
Men var det egentlig dronningen, der var på besøg?
- Min kæreste og jeg overvejede, om vi skulle have et billede af oplevelsen. Det gjorde jeg ikke. Jeg vil hellere være professionel og respektere dem i stedet. Så kan det være, de kommer igen, siger Jens Møller-Christensen.
Han er dog ganske sikker på, at det var dronningen, hvilket flere kunder bekræftede.
- Jeg havde set hende udenfor butikken forinden, hvor de gik op mod kirken. Derfor var der også nogle kunder, der sagde, at vi snart fik royalt besøg. Jeg vil også sige, at med mindre hun har en tvilling, så var det hende, der var på besøg hos os, forklarer bageren.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra kongehuset. Kongernes Jelling bekræfter at have set dronning Mary i byen, men at besøget ikke har haft med museet at gøre.
Genbrugsbutik med millionomsætning gør det igen – sætter ny rekord for 8. år i træk
I 2024 blev der solgt for 4,7 millioner brugte ting og sager. Isenkram er blevet en ny storsællert.
Det er en succeshistorie, der åbenbart bare bliver ved med at vokse år efter år.
For syvende år i træk kan Røde Kors butikken i Haderslev melde om en stigning i omsætningen.
4,7 millioner kroner lyder den nye rekord på og årsagen til endnu en fremgang, den er meget enkel.
- Det er fordi, vi kan sælge det hele, lyder det fra Lisa Nielsen, der er kasserer for lokalforeningen i Haderslev.
I top-3
Genbrugsbutikken har de seneste år ligget i Top 3 over de Røde Kors butikker i Danmark med den største omsætning, og når alle tal for 2024 ligger klar, ser det ud til at fortsætte.
- Møbler er noget af det, som giver flest penge, men flere kunder har også fået øje på, at vi har masser af godt isenkram. Det kan være tallerkner, potter og pander,
- Samtidig sælger vi stadig masser af tøj, fortæller Lisa Nielsen.
Rekord hvert år
Røde Kors butikken i Haderslev flyttede for nogle år siden væk fra midtbyen, og kom i større lokaler. Det har været med til at skyde omsætningen i vejret.
Der er mange varer på hylderne og kunderne, de kommer langvejs fra.
- Vi har kunder fra Tyskland, der fylder bilen op. Der kommer også varevogne fra Polen, Ungarn og Bulgarien, som bliver fyldt op med genbrugsvarer, siger Jørgen Rytter, der er butiksleder i Røde Kors i Haderslev.
Børn på ferielejr
Millionomsætningen betyder, at Røde Kors er i stand til at hjælpe flere mennesker i nød. Det gælder både lokalt, nationalt og internationalt, fortæller Lisa Nielsen.
- Vi har blandt andet sendt 35 børn fra Haderslev Kommune på ferielejr. Det har vi gjort med penge fra butikken, siger Lisa Nielsen.
Det gode resultat har Røde Kors besluttet skal fejres. Den 6. februar er der nytårskur for de frivillige og for sponsorer. Samtidig kommer generalsekretær Anders Ladekarl forbi for at takke for indsatsen.