Dette års storkesæson bød på partnerbytte og mystiske dødsfald
Storkeungerne Clara og Holger er for få dage siden fløjet fra Smedagerreden for at begynde vintertrækket til de varme lande. Forældrene gør det inden længe. Og selvom der de seneste par måneder har været ro i kamerareden, så var foråret i det sønderjyske storkeland noget turbulent.
Lyset falder, dagene bliver nu kortere, og om ganske kort tid er vi i september måned. Det vil sige, at sommeren er forbi, og efteråret står for døren.
Det betyder også, at storkesæson 2023 snart er slut. Både unger og voksne forbereder sig lige nu på en lang flyvetur til enten Sydeuropa eller til Afrika.
- Nu bliver det spændende at følge dem med GPS gennem vinteren. Det glæder vi os til, siger Storkene.dks formand, Jess Frederiksen, som er godt tilfreds med årets storkeyngel.
- Vi havde håbet på flere sønderjyske storkeunger i rederne, da det i starten af ynglesæsonen så ud som om, der ville være flere ynglende storkepar. Sådan gik det ikke. Men vi er selvfølgelig glade for de ni sønderjyske unger og på landsplan i alt 16 danske storkeunger.
Vintertrækket er begyndt
Vintertrækket er begyndt for storkeungerne Clara og Holger.
De fløj fra Smedager for sidste gang onsdag den 15. august. Holgers GPS viser den 22. august, at den er i Nordtyskland - ved Itzehoe - sammen med storkeungen Elvis fra Rens. Søster Clara kan muligvis være med dem, men da den ikke bærer en GPS, ved vi det ikke.
Holger og Clara har klaret de første måneder som småbitte fugleunger til store, sunde og livskraftige storkeunger, rigtig godt. Holger vejede 4,4 kilo, da den fik GPS sat på tilbage i juni måned. Clara vejede 3,3 kilo, som er en perfekt vægt for en hununge på cirka syv uger.
Ungerne overlevede uden problemer de hede maj og juni måneder, hvor mose- og vandhuller tørrede ud, så det var svært at finde føde for forældrene. Og de er også kommet godt igennem den vådeste juli måned målt nogen sinde i Danmarkshistorien, uden deres liv var i fare.
Forældrene - det 'nye' storkepar i Smedager - Connie og Thorkild - har klaret yngletjansen til UG.
Turbulent forår
Men helt så gnidningsfrit kom ynglesæson 2023 ikke i gang.
Faktisk var forårsmånederne marts og april i storkeland lidt som en sæbeopera på tv - masser af forviklinger og partnerbytte rederne imellem.
Forældrene til årets unger - Connie og Thorkild - fandt hinanden efter en del forviklinger i rederne.
Connies mage gennem to sæsoner, Clyde, forlod nemlig Smedagerreden få dage før hendes ankomst. Den havde ventet på Connie siden den 5. marts - i næsten tre uger.
Men nok var åbenbart nok for Clyde. Den fløj væk og slog sig ned i Jejsing 20 kilometer væk. En rede hvor gamle Annika og Alfred ellers havde ynglet i et par sæsoner.
Efter nogle vilde partnerbyttedage i marts og april fandt Clyde overraskende sammen med Annika.
Connie ankom den 23 marts og efter lidt virak omkring reden med forskellige hanstorke på besøg, fandt Connie allerede dagen efter sammen med en tysk hanstork, som senere af TV SYDs seere og læsere blev døbt Thorkild.
Ro i reden - men døde unger
I påskedagene lagde Connie fem æg, og den følgende måned var der fred og fordragelighed i Smedagerreden, hvor den og Thorkild på skift passede rugningen.
Den 8. maj hen over dagen klækkede hele tre af æggene. Og den 10. maj klækkede det fjerde æg. Det femte blev ikke til noget.
Men desværre døde to af ungerne allerede den 9. maj. Omkring et døgn efter de kom til verden. Mistanken hos Storkene.dk er, at de døde, fordi de spiste for mange regnorme fra en mark, hvor der netop var nedfældet svovlforsuret gylle.
- Det var de to unger, der åd mest af regnormene, der meget kort tid efter døde. De var begge tilsyneladende livskraftige, men få timer efter indtaget af regnormene, synede de hen og døde. Vi har en mistanke om, at de blev forgiftet af den store mængde orme, som lå i den forsurede gylle, og at det er dødsårsagen, siger Jess Frederiksen fra Storkene.dk.
Storke tiltrækkes af markarbejde, da det bringer massevis af orme til overfladen. Da mange orme også dør som følge af den svovlforsurede gyllespredningen, er de et nemt bytte for storken at få fat i.
- Vi vil nu holde øje til næste år med klækningen og gyllespredningen af svovlforsuret gylle i nærområdet, og så se om vi kan forhindre, der er et sammenfald ét døgns tid eller de første følsomme dage af ungernes liv, lyder det fra Jess Frederiksen.
Ni storkeunger fra sønderjyske reder
Der er i alt kommet ni storkeunger på vingerne fra de sønderjyske reder. Den samlede danske bestand af danske unger er ifølge Strokene.dk 16.
I de kommende dage og måske uger vil alle - unger som voksne storke - flyve mod syd for at tilbringe vinteren et eller andet sted i enten Sydeuropa eller Afrika.
Ti storke med GPS på ryggen
Man kan følge ti danske storke på deres vintertræk, da de har fået påmonteret en GPS-sender, på Animal Tracker.
Fra Smedagerreden har Holger fået en GPS på. Det samme har Cort fra 2022. Og det havde Zeneca fra 2021 også. Men den druknede desværre sammen med sin søster, Astra, i en nærliggende gylletank, inden de nåede at tage på vintertræk.
En af de meste berømte storke med GPS-tracker er superstorken Findus, der skrev verdenshistorie i foråret. Her afslørede GPS'en et vildt vintertræk med mere end 20.000 kilometer i vingerne. Findus er fra Broderup og er klækket i 2021.
Hos Storkene.dk glæder man sig til, at følge de mange storkes færden gennem vinteren.
- Mest af alt er vi spændt på Findus's rute i år. Men vi glæder os også til at se, hvem der måske kommer hjem til Danmark i foråret 2024 for at yngle.