Største fremgang i 25 år - syv storkeunger på vingerne
I alt er syv storkeunger fra tre reder i Syd- og Sønderjylland kommet på vingerne denne sommer. På landsplan drejer det sig om 11 unger. Det er den største fremgang siden 1996.
Selvom vi kun er i begyndelsen af august, så bliver dagene kortere. Snart slutter de lyse nætter, og vi kigger vi ind i efteråret - også selvom vi ifølge vejrudsigten først lige skal igennem dage med op til 30 graders varme.
Men august er den sidste sommermåned, og når vi når frem til den sidste dag i måneden, er dagslængden aftaget med hele tre og en halv time.
- Lyset er altid pålideligt modsat vejret. Så trækfugle har indbygget en slags genetisk kode, så de ved, hvornår de skal gøre hvad, siger Jesper Leegaard fra Storkene.dk
I år er hele syv storkeunger fra tre reder i Sønderjylland kommet på vingerne. Og alle er stort set klar til at kunne påbegynde den lange flyvetur enten mod Afrika eller til Sydeuropa.
I Smedager har han- og hunstorken, med navnene Cort og Vingegaard, øvet sig i flyvningens ædle kunst siden den 10. juli, og ifølge Jesper Leegaard varer det ikke længe, før de begynder vintertrækket.
- De kan flyve, hvornår det skal være. Med det højtryksvejr vi har i vente her i løbet af ugen, så kan det blive dér, de lige pludselig letter fra reden, og så er de væk for i år, forklarer Jesper Leegaard.
I Jejsing, hvor Annika og Alfred i år slog sig ned, lettede de tre unger for første gang fra reden i sidste uge, så de har brug for at træne lidt længere, før de forsvinder mod sydligere himmelstrøg.
- Storkeunger har brug for cirka tre ugers flyvetræning, før de er i stand til at klare et træk, så ungerne fra Jejsing vil nok først forlade reden i slutningen af august.
Fire storkeunger har GPS på
I år har i alt fire storkeunger i tre reder i Sønderjylland fået påmonteret en GPS-sender.
Det drejer sig om hanstorken Cort fra Smedagerreden. To unger i Jejsing-reden (unger efter Annika og Alfred), samt én af ungerne i Rens.
Også en unge på Sjælland har fået en GPS-sender på.
- Jeg glæder mig utrolig meget til at se, hvor ungerne flyver hen. Og så glæder jeg mig også til at følge Simba og Findus for at se, om de finder tilbage til lossepladsen i Madrid. Det burde de gøre, men vi ved det jo ikke med sikkerhed, siger Jesper Leegaard.
Der er to måder, hvorpå man kan følge storkene. På PC anvendes Movebank, der er systemet, som holder styr på alle de dyr, der er udstyret med en GPS-sender. På Smartphone og Tablet kan man følge storkene via App'en Animal Tracker, som kan hentes i App-store.