Så har tredje storkeunge hakket sig gennem æggeskallen
Lørdag sidst på eftermiddagen klækkede det tredje æg i Smedagerreden, og endnu en unge har set dagens lys.
Lørdag omkring klokken 16.30 kom endnu en storkeunge til verden i reden i Smedager.
Nu er der tre unger i reden. Fredag klækkede de to første æg. Det ene om formiddagen, det andet sidst på eftermiddagen. Nu har storkeforældrene Connie og Clyde for første gang tre unger at fodre på.
Men ifølge folkene fra storkene.dk lader det til, at storkeforældrene har lært tricket med at finde orme ved markvanding. De er nemlig både fugtige i fjerdragten og har mudrede fødder, når de lander i reden. Og så gylper de godt med orme op, så det ser ud til, at der er føde nok til ungerne.
Desuden ser vejrudsigten fornuftig for de næste dage. Så alt i alt en god start for storkeungerne.
Ungerne er ikke så aktive det første døgn, og derfor kan de virke sløve, men ifølge storkeforeningens folk er der ingen grund til bekymring for ungernes ve og vel.
Unger til tiden
Det første æg blev lagt den 2. april, og derfor var forventningen, at æggen ville klække netop nu. Om de to sidste æg klækker vil de kommende døgn vise.
Det er kun anden gang, at storkeparret Connie og Clyde yngler i Smedager. Sidste sommer fik de ungerne Astra og Zeneca, som desværre endte deres dage i en nærliggende gylletank få uger før, de skulle begynde vintertrækket mod syd.