Tre generationer deler arbejdslivet på landet: - Vi har skullet lære meget
Drømmen om at være tæt på familien og en ustoppelig skabertrang fik Marie Louise Malletier til sammen med sine forældre at starte en vingård og restaurant. Drømmen om at forene familie og arbejde har dog ikke været nem at indfri.
- Skal vi gøre det?
Marie Louise Malletier sidder i stuen hos sin forældre, og hendes fars spørgsmål prikker til en drøm. En fælles drøm om at komme tættere på sine børn og børnebørn, på naturen og skabe noget sammen.
Vi havde simpelthen så mange drømme, vi skulle have afløb for. Vi var ustoppelige.
Marie Louise Malletier
- Vi ville være sammen så meget som muligt, spise godt og producere noget, vi kunne være stolte af, siger Marie Louise Malletier.
Nu var muligheden der for at udleve drømmen og åbne en restaurant på forældrenes gård i nærheden af Ribe, og familien blev nødt til at kaste sig ud i det.
- Vi havde simpelthen så mange drømme, vi skulle have afløb for. Vi var ustoppelige, siger hun.
En hverdag sammen med hver sin opgave
I dag er det små ti år siden, at familien tog de første spadestik og opførte en 340 kvadratmeter kombineret produktionshal og restaurant. På gården er der både gourmetrestaurant, der har åben to gange om ugen, vinmarker, urtehave, destilleri og bryggeri.
Men drømmen om at forene tre generationer i et fælles arbejdsliv har ikke været nem at indfri.
- Vi har skullet lære mange ting, fordi det kan være udfordrende at bruge så meget tid sammen på arbejde og samtidig skulle være en familie, når arbejde og familie smelter sammen, siger Marie Louise Malletier.
Det er også en af grundene til, at familien har delt opgaverne på gården op: Morfar Poul Kulmbach står for vinproduktionen med hjælp fra mormor Birte, som også sørger for urtehave og børnepasning. Marie Louise og hendes mand Xavier Malletier styrer restaurant og bryggeri.
- Man skal have plads til at være sig selv og stå alene, selvom vi er fælles om gården, siger Marie Louise Malletier.
De udvidede vinproduktionen, åbnede restauranten, og datteren flyttede ind med sin egen familie lidt længere nede af grusvejen. Den stille pensionisttilværelse forvandlede sig til et krævende arbejdsliv, men Poul Kulmbach fortryder ikke beslutningen.
- Det er dejligt, at vi kan være sammen om det. Vi er ikke enige om alting, og uenigheder kan hurtigt blomstre, når man er tæt sammen, men vi er gode til at få dem løst, og det er det vigtigste, siger Poul Kulmbach.
I forældrenes fodspor
Den tredje generation på gården består af Marie Louise og Xavier Malletiers seks sammenbragte børn. Børnene var hele grunden til, at familien startede den fælles virksomhed, så de kunne få mere tid sammen, men der er ingen forventning til, at børnene også skal give en hånd med.
- Jeg ville egentligt have børnene med ind i familieforetagendet, men det gik ikke helt efter planen med småbørn og en restaurant, siger Marie Louise Malletier.
Hun regner med at overtage vingården sammen med sin mand, når forældrene ikke vil længere. Om den tredje generation vil fortsætte forretningen i fremtiden, skal være op til dem selv.
- Vi regner ikke med noget som helst, men vi håber, at vi har skabt et sted, hvor børnene også har lyst til at komme, når de bliver ældre, og at de er glade for at kunne bruge så meget tid sammen med os, siger Marie Louise Malletier.