Sydjysk milliardær undrer sig over Nordic Waste-ejer
Direktør, milliardær og ejer af Linak, Bent Jensen, undrer sig over milliardæren Torben Østergaard Nielsen, som er en af ejerne af Nordic Waste, som lige nu kæmper mod et enormt jordskred i Randers Kommune.
Det fortæller han til Jyllands-Posten.
Helt konkret mener Bent Jensen, at Torben Østergaard Nielsen har et moralsk ansvar for oprydningsarbejdet omkring det store jordskred, som de seneste uger har været på alles læber.
- Moralsk forstår jeg ikke, hvorfor de (familien, red.) ikke hellere vil hjælpe med at rydde op og så komme godt ud af det med det samfund, de lever i. Det pynter ikke, det er ikke pænt. Jeg har svært ved at forstå, at de synes, det er rart at komme i den situation, siger Bent Jensen til Jyllands-Posten.
Helt konkret mener Bent Jensen, at Torben Østergaard-Nielsens opførsel sætter danske milliardærer i et dårligt lys, og at det burde være muligt at finde to milliarder, når man har en større formue.
Det er estimeret, at oprydningsarbejdet kan koste op mod 2,2 milliarder kroner.
Ifølge Økonomisk Ugebrev er Bent Jensen og hans familie Danmarks 14. rigeste med en formue på lidt over 14 milliarder kroner.
Samme medie sætter Torben Østergaard-Nielsen ind på en 6. plads.