Rasmus tager to uddannelser i én - og han er ikke alene
Siden EUX-linjen blev en del af Gråsten Landbrugsskole, er den vokset så meget, at skolen nu må udvide for at have plads til alle elever.
Man kan ikke blæse og have mel i munden på samme tid. Eller kan man?
Når det kommer til ungdomsuddannelser, har det længe været en skillevej, hvor man som ungt menneske skulle vælge, hvilken retning livet skulle tage.
Ikke en definitiv retning, men dog én der formentlig ville få stor indflydelse for resten af den unges liv.
Men sådan er det ikke nødvendigvis længere. For i cirka et årti har det været muligt at tage en erhvervsuddannelse og gymnasial uddannelse på en og samme tid. En, der har gjort netop det, er Rasmus Borg.
Født landmand - men ikke for livet
Han er elev på Gråsten Landbrugsskole, hvor han læser en såkaldt EUX. Det betyder, at når han er færdig med sin uddannelse, er han ikke blot landmand, men har også en studentereksamen, med alle de muligheder den bringer med sig.
- Jeg har altid gerne villet være landmand, og det vil jeg stadig gerne. Derfor var det naturligt for mig at søge ind på landbrugsskolen, siger han og fortsætter:
- Men jeg ved ikke, om jeg vil være landmand hele livet, og så giver det mig bare en rigtig god sikkerhed, når jeg ved, jeg kan vælge noget andet senere i livet, fordi jeg netop også har en studentereksamen.
Rasmus Borg elsker livet på landet, men som 17-årig, er det svært at forudse, om landmandslivet stadig tiltaler ham om 10, 20, 30 år.
- Det kan jo både være, jeg mister interessen, eller det bliver for fysisk hårdt. Og så er det bare meget betryggende at vide, at man har noget andet at falde tilbage på.
Også flere "almindelige" landmænd
Rasmus Borg er langt fra den eneste, der hellere vil vælge flere muligheder til. På Gråsten Landbrugsskole havde man første gang EUX-linjen i 2015, hvor knap 20 tilmeldte sig. Men det tal er steget stødt frem til i dag, hvor skolen har 45 elever fordelt på tre hold.
- Vi kniber os selv lidt i armen, når ansøgningstallene til uddannelserne bliver offentliggjort, fordi hvert eneste år er det kun gået en vej, og det er opad, fortæller Gråsten Landbrugsskoles forstander, Bjarne Ebbesen.
Han er særdeles glad for, at det stigende antal af EUX-studerende ikke har betydet et faldene antal elever på EUD-uddannelsen, som er navnet på den klassiske erhvervsuddannelse for landmænd.
- Da vi åbnede op for EUX-linjen, frygtede vi, at det ville betyde færre ville tage den traditionelle uddannelse, men her har vi faktisk også set en mindre men konstant stigning, hvilket vi glæder os meget over, siger Bjarne Ebbesen.
Et luksusproblem, der sprænger rammerne
Faktisk har det stigende antal elever på både EUX- og EUD-uddannelserne på skolen betydet, at der ikke er plads til alle eleverne.
For Gråsten Landbrugsskole er også en kostskole. Det vil sige, at eleverne bor på skolen. Men der er kun permanente værelser til cirka 180 ud af de nuværende 250 elever. Derfor bor cirka 70 elever i midlertidige pavilloner.
- Vi er ved at sprænge vores rammer. Vi kan ikke alle være i vores spisesal, og vi vil gerne have permanente boliger til alle vores elever. Det er jo et ægte luksusproblem, siger Bjarne Ebbesen.
Han fortæller, at skolen er godt i gang med planerne om at udbygge skolen og forventer, at arbejdet går i gang til sommer.
En almindelig (s)ko(le)dag
Rasmus Borg startede en helt almindelig skoledag i midten af januar i kostalden. Her stod den på generel håndtering af kvæg og kalve, inden biologitimen ventede inde i klasselokalet over middag.
Vekselvirkningen mellem det praktiske i stalden og det teoretiske i klasseværelset gør det nemmere for den kommende landmand at forholde sig til det, han lærer.
- Vi har ofte emner i vores gymnasiefag, som vi kan tage ud og se i praksis. Det gør bare, at det bliver nemmere at forstå den viden, siger han.
Danmarks - måske - hårdeste ungdomsuddannelse
Men når der skal gennemføres to uddannelser på cirka samme tid som en almindelig erhvervsuddannelse, skal de studerende også lægge sig i selen.
- Man kan egentlig godt sige, at det er Danmarks hårdeste ungdomsuddannelse, fordi du skal tage to uddannelser på én gang, så det skal være nogen, der godt kan lide en ekstra udfordring, siger Bjarne Ebbesen.
Men Rasmus Borg er ikke i tvivl: EUX er det helt rigtige for ham.
- Jeg vil fortryde det senere, hvis jeg ikke får begge dele med mig, siger han.