Piratfest, gaderæs og vanvidsbilist gav politiet travl nat
Syd- og Sønderjyllands Politi havde sendt ekstra patruljer ud i natten for at stoppe bl.a. gaderæs - og indsatsten gav gevinst.
Efter en anmeldelse blev 12 personer klokken 00.45 sigtet for overtrædelse af forsamlingsforbuddet i forbindelse med, hvad politiet betegner som en piratfest i nedlagt kro i Augustenborg.
Forinden havde flere patruljer fra Syd- og Sønderjyllands Politi grebet ind mod optræk til gaderæs på Tømrervej i Varde efter en anmeldelse, der indløb ved 22.30-tiden lørdag aften.
Det førte til 16 sigtelser for overtrædelse af færdselsloven. I forlængelse af indsatsen i Varde flyttede deltagerne i gaderæset sig til Holsted, hvor der blev skrevet yderligere 20 rapporter for overtrædelser af færdselsloven.
- Vi var forberedt på, at der i påsken ville være optræk til gaderæs, ligesom vi også var til stede på motorvejene i nattetimerne for at observere, om de nye regler om vanvidskørsel har sat en dæmper på hastighederne, siger vagtchef Henrik Sønderskov, Syd- og Sønderjyllands Politi, søndag morgen.
Første beslaglæggelse af bil
Klokken 01.45 blev en 34 årig mandlig bilist fra Slagelse - uden sammenhæng med gaderæs - på Esbjergmotorvejen målt til en hastighed af 207 kilometer i timen.
Det falder ind under de nye skærpede regler for vanvidskørsel med hastighed over 200 på motorvej, hvorfor køretøjet blev beslaglagt med henblik på konfiskation, som det første tilfælde hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
- Vores patruljebil på motorvejen blev overhalet af den 34-årige, der kørte i en Audi A3, og han blev stoppet ved Vejen. Han brugte heller ikke sikkerhedsselen under kørslen med den høje hastighed, oplyser vagtchef Henrik Sønderskov.
Den 34-årige risikerer på grund af de skærpede straffe at miste kørekortet i mindst tre år, efter de nye regler om "vanvidskørsel", der trådte i kraft fra onsdag.
De nye bestemmelser betyder også, at bilen kan beslaglægges og sælges til fordel for statskassen - uanset om bilisten selv ejer køretøjet eller har lånt, lejet eller leaset det.