Opgravning af omfattende forurening udskudt et år
Arbejdet med at fjerne tonsvis af forgiftet jord ved Himmark Strand på Nordals bliver mere kompliceret og tidskrævende end først antaget.
Region Syddanmark har netop meddelt, at oprensningen af den omfattende forurening på Himmark Strand bliver et år forsinket, skriver JydskeVestkysten.
Det kommer ifølge avisen til at betyde, at naturen ikke vil være genetableret, før Danmarks største ferieresort, Nordborg Resort, åbner i november 2024.
Oprensningen af forureningen skulle være gået i gang i slutningen af 2022, men nu viser det sig, at havbunden er for blød til at bære en inddæmning.
- Vi risikerer, at dæmningen skrider, eller at vi får et grundbrud, hvor vandet pludselig springer op af et underliggende sandlag og fylder udgravningen, forklarer Kristian Dragsbæk Raun, civilingeniør og Region Syddanmarks projektleder på Himmark Strand-forureningen til JydskeVestkysten.
Derfor skal der nu findes andre løsninger, og det udskyder oprydningsarbejdet.
Forureningen stammer fra perioden 1950-1967, hvor Danfoss med myndighedernes tilladelse deponerede over 300 tons olieholdige affaldsstoffer. Efterfølgende er der i havbunden fundet farlige klorerede stoffer.
Der er tre generationsforureninger i Region Syddanmark. Udover Himmark Strand, så går forureningerne i Kærgård Klitplantage og fra det tidligere Grindstedværk også under betegnelsen generationsforurening.
Bag Nordborg Ferieresort står Linak og Danfoss, der investerer 1,3 milliarder kroner i projektet. Når det står færdig, skal området, der byder på både feriehuse, badeland og restauranter, kunne huse 150.000 årlige overnatninger.
FAKTA om generationsforureninger:
Generationsforureninger er fællesbetegnelse for de jordforureningssager, der vil koste mere end 50 mio. kr. at undersøge og rense op.
En anden fællesnævner er, at de vil udgøre et problem i mange generationer fremover, hvis der ikke bliver gjort noget ved dem.
Generationsforureninger deles op i to. Type-1-generationsforureninger har regionerne indsats over for, fordi jordforureningen truer overfladevand, værdifuldt grundvand, indeklima eller udgør en kontaktrisiko.
Himmark Strand er en type-1-generationsforurening, fordi den truer havvandet i Lillebælt.