Lærer indstillet til stor pris af sine elever
15 elever på Alssundgymnasiet Sønderborg er så glade for deres lærer, Kate Fuchs, at de har indstillet hende til Politikens Undervisningspris.
Kate Fuchs underviser i tysk og dansk, og hun er blandt de sidste 16 nominerede i feltet til at vinde prisen.
- Jeg er vildt glad for, at de har taget sig mod og tid til at skrive en indstilling. De har så travlt med at præstere, men det vigtigste er for mig, at de lærer noget og er trygge i undervisningen, siger Kate Fuchs, der har været indstillet et par gange før uden dog at vinde.
Prisen uddeles i tre kategorier: Erhvervsuddannelser, ungdomsuddannelser og grundskoler.
Det er eleverne selv, der kan indstille deres lærere, og i år var der i alt 1.151 indstillinger, som et fagpanel så har skåret ned til 16.
Undervisningsprisen uddeles tirsdag 20. november 2024 ved en fest i Politikens Hus.
Politikens Undervisningspris
Avisen skriver om prisen:
"Politiken vil sætte fokus på de gode lærere, mestre og praktikledere og på den gode undervisning og hylde dem, der udfordrer og griber eleverne, får dem engageret og viser dem nye perspektiver. Dem, der lærer dem at lære. Måske for resten af livet".