Foto: Daniel Just Schram

'Succesfuld rektor' siger op og rykker nordpå

Rektoren for Designskolen i Kolding, Lene Tanggaard, har sagt sit job op efter fem 'succesfulde år'.

Per 1. marts 2025 tiltræder rektoren nemlig i en stilling som professor ved Aalborg Universitet, skriver Designskolen i en pressemeddelelse.

- Jeg er meget taknemmelig for de fem fantastiske og arbejdsomme år, jeg har haft som rektor. Vi har opnået meget sammen, og nu, hvor skolen står så stærkt, mener jeg, at det er det rette tidspunkt at give stafetten videre, lyder det fra hovedpersonen.

Rektoren får ros med på vejen for særligt at have moderniseret skolens bygninger, trods coronapandemiens udfordringer, ligesom forskningen nævnes styrket under hendes ledelse.

Derudover har Designskolen oplevet stor fremgang på partnerskaber og fondsbevillinger, således, at 40% af skolens finansiering kommer fra eksterne kilder.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Frakørsel lukker snart på grund af motorvejsudvidelse

Mellem søndag den 3. november og tirsdag den 5. november lukker Vejdirektoratet for frakørsel 57 Horsens S i sydgående retning på E45 Østjyske Motorvej mellem klokken 19.00 og 06.00.

Søndagen efter gælder det for tilkørslen i nordgående retning.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Lukningen af tilkørslerne sker i forbindelse med udvidelsen af motorvejen mellem Vejle og Skanderborg.

Som optakt til udbygningen skal ramper og nødspor nemlig forstærkes, så trafikken kan omlægges.

Foto: von Poll Immobilien

Vadehavsvilla til salg for 116 millioner - det er Tysklands dyreste

På ferieøen Sild, der ligger lige syd for Rømø, er et stråtækt hus til salg for 15,5 euro.

Har du 116 millioner kroner så kan en stråtækt perle på ferieøen Sild blive din. Bortset fra slotte er det lige nu den dyreste villa, der er til salg i hele Tyskland.

Det skriver Flensborg Avis.

For de mange millioner får man ikke blot en smuk udsigt ud over Vadehavet, men også ti værelser fordelt på omkring 400 kvadratmeter.

Huset tilhører ifølge avisen arvinger til et velhavende bo, og sælgerne har råd til at vente. Prisen er derfor ikke til at rokke ved, siger ejendomsmæglerfirmaet Poll Immobilien til den lokal avis, Sylter Rundschau.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.