Jobgaranti til ny-uddannede ingeniører i Sønderborg
Hvis du uddanner dig til ingeniør på SDU i Sønderborg, så er du garanteret et job efter endt uddannelse. Et nyt samarbejde mellem universitetet og lokale virksomheder skal sikre, at studerende ikke flytter fra området efter endt uddannelse.
12 lokale virksomheder ønsker at tiltrække unge danske og udenlandske talenter til ingeniøruddannelser på SDU Sønderborg.
Derfor lover de minimum seks måneders fastansættelse til alle efter endt uddannelse:
- Første-jobgarantiordningen er kommet i stand, fordi vi her i området både har store virksomheder, som Danfoss og Linak, men også små og mellemstore virksomheder. For dem alle gælder det, at det er meget svært at rekruttere veluddannede ingeniører. Derfor ser de muligheder i, at de kan få tilknyttet en nyuddannet ingeniør, forklarer Frederik Gottlieb, der er innovationskonsulent og tovholder på projektet på SDU Sønderborg.
Ingeniøruddannelsesretninger der sikrer jobgaranti:
- Electronics
- Mechatronics
- Engineering, Innovation and Business
- Mechanics
Syddanmark og Nordtyskland har en stærk koncentration af elektronikvirksomheder, som ikke blot står stærkt på det europæiske, men også på det globale marked.
Analyser udarbejdet af Oxford Research og Rambøll siger imidlertid samstemmende, at disse virksomheder kommer til at skulle bruge flere ingeniører, end de kan tiltrække i de kommende år.
- Vi konkurrerer jo med de større uddannelsesbyer som Aarhus, Aalborg og København, men også med uddannelsesbyer i udlandet, og vi har brug for at skille os ud og tilbyde noget, som de andre ikke kan, siger Frederik Gottlieb.
Garanti for minimum seks måneders arbejde
Ordningen træder første gang i kraft i 2022 for ingeniørstuderende, der begyndte at læse i 2020, og den gælder for diplomingeniør- og kandidatuddannelserne.
Senior Vice President i Danfoss M&A, Troels Petersen, er én af initiativtagerne til ordningen og samtidig tovholder for de virksomheder, som er med i den.
Han håber, at ordningen kan være med til at skabe et stærkere universitet med et solidt forskningsmiljø til gavn for de studerende og i sidste ende de lokale virksomheder.
- Med jobgarantiordningen håber vi, at det er et så attraktivt tilbud at dem, der gerne vil være ingeniør også overvejer at slå sig ned for at læse på SDU Sønderborg. Vi vil rigtig gerne tiltrække dygtige studerende fra ind- og udland, som her kan få topkvalificeret undervisning, et attraktivt socialt liv og en god bolig, og nu altså også garanti for et job efter endt uddannelse, siger han.
De 12 virksomheder, der foreløbigt har tilmeldt sig ordningen, skal garantere den nyuddannede ingeniør et arbejde af minimum seks måneders varighed.
Derefter er det op til virksomhederne selv, om de vil tilbyde en fastansættelse eller en tidsbegrænset stilling.
Også krav til de studerende
Ordningen stiller ikke kun krav til virksomhederne, men også til de studerende.
De skal arbejde i grupper eller teams efter bestemte læringsmodeller - enten den såkaldte PBL-metode (Problem Based Learning) eller TBL-metoden (Team Based Learning). Desuden forpligter den studerende sig til at leve op til tre ufravigelige krav:
At have lavet et projekt eller et praktikforløb med en virksomhed. Uddannelsen skal være færdiggjort på normeret tid, og så skal danskkundskaberne være på B1 niveau, der betyder, at man kan forstå og læse et relativt nuanceret dansk.
Ordningen kommer til at være et tilbud, man kan gøre brug af, hvis man lever op til kriterierne og samtidig ikke selv har held med at finde et job. Derfor kan man endnu ikke sige, hvor mange der vil gøre brug af ordningen.
Virksomheder, der har sagt Ja til jobgarantiordningen:
- Danfoss A/S
- LINAK
- Agramkow
- Bitzer
- Lindab
- CCM Electronic Engineering
- Converdan
- Damm Cellular Systems A/S
- Hannemann Engineering
- PAJ Group A/S
- Swienty
- SAAB Danmark