Man ser allerede forhindringen, når man står på gårdspladsen foran Henrik Gotborg Hansens fædrene slægtsgård lidt uden for Padborg og spejder ud over de grønne vidder.

For enden af gårdspladsen skærer en smal vej sig tværs gennem ejendommen.

Vejen har siden Genforeningen i 1920 udgjort grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland. Det betyder, at Henrik Gotborg Hansens gård ligger på begge sider af grænsen. Stuehuset ligger i Danmark, mens en stald og jordbesiddelserne ligger i Tyskland.

Et delt hjem

Besværligt er netop et meget rammende ord, når man skal forstå, hvordan det har været at bo på gården for Henrik Gotborg Hansen og hans slægt de sidste 100 år. For ham er vildsvinehegnet hver dag med til at minde om de trængsler, familien var udsat for i hans barndom. For når ens hjem er kløvet midt igennem af en landegrænse, giver det nemlig nogle udfordringer, som de færreste har fantasi til at forestille sig.

- Nu har vi den streg igen, og jeg er vokset op med, at der skulle man virkelig passe på, hvor man stillede sin storetå henne, for så var fanden løs, siger han.

Maskingevær og arrest

I Henrik Gotborg Hansens barndom i 1970'erne og 80'erne, hvor hans forældre drev gården, var det en daglig udfordring at udføre arbejdet. For de skulle krydse frem og tilbage over grænsen mange gange hver dag for at passe marker og dyr på den tyske side af grænsen. Det var før Schengen-samarbejdet, så grænsekontrollen var dengang skrap.

- Tyskerne havde nogle små bygninger på den anden side af vejen, så de kunne udføre grænsekontrol. Og du vidste aldrig, hvornår de kom. Så kunne man blive antastet og skulle legitimere sig, fortæller Henrik Gotborg Hansen. 

Men familien nægtede af princip at gå rundt med papirer og pas.

- Vi er danske statsborgere og boede på en dansk adresse, så vi skulle hverken have pas eller papir på os nogensinde. Ikke for at færdes i vores private hjem. Det er faktisk beskrevet på gårdniveau i den dansk/tyske traktat fra 1922, at det har vi ret til. Men det havde myndighederne lidt svært ved at acceptere, fortæller gårdejeren. 

Det udmøntede sig derfor i alle mulige former for chikane. Familien oplevede blandt andet, at vejen mod deres marker blev spærret af. En anden oplevelse, som har printet sig fast i hukommelsen var, da Henrik som 12-årig knægt blev passet op af fem store grænsevagter med maskingeværer.

- Min far er også blevet tilbageholdt og kørt i arresten i Flensborg, fordi han ikke ville vise pas. Udfordringen kom, når vi krydsede den tyske vej, som vi havde ret til, fortæller Henrik Gotborg Hansen.

2020 var året, hvor Danmark kunne fejre 100-året for genforeningen. Men der var ingen fest på Vilmkjærgård. I stedet var Henrik Gotborg Hansen låst ude af sit eget land i forbindelse med nedlukningen. 

- Alt blev spærret af. Vejen til Danmark lukkede de bare uden at sige noget. Så jeg kunne ikke komme ind i mit eget land. Slet ikke, når det forbandede vildsvinehegn var der, for det brugte de som ekstra forstærkning. Der mistede jeg rigtig meget respekt for myndighederne, siger han. 

Kastebold

Det er også en af grundene til, at han medvirker i filmen "Os på Grænsen". Han håber, at filmen kan bidrage til at forlænge debatten omkring vildsvinehegnet, som i hans øjne blev til på baggrund af en forhastet beslutning.

- Jeg mener, at det var en panikløsning, som ikke var faktuelt begrundet. På det tidspunkt var vildsvinene stadig 1.000 kilometer fra grænsen. Man skulle have inddraget mange flere parter, som havde forstand på det, så tingene var blevet ordentligt belyst. 

- Derfor håber jeg, at debatten fortsætter, så vi kan få nogle kloge mennesker til at kigge på, hvor længe man kan holde fast i et midlertidigt hegn, siger gårdejeren.

Hans familie har nu gennem hundrede år været kastebold mellem skiftende myndigheder og lande.

Sådan er vilkårene, når man lever på grænsen.