Elektriker ryster på hovedet over klippede ladekabler: - Det er modigt
Mindst 29 ladestandere langs den jyske østkyst har fået klippet og stjålet kablerne. Tyveriet får elektriker Sebastian Møller Jürgensen til at ryste på hovedet.
Dagens første stop er ladestanderen ved 365 i Nordborg på Als.
Elektriker Sebastian Møller Jürgensen er ansat ved Bravida, der har fået til opgave at reparere flere af OK's ladestandere, der den seneste tid har fået klippet og stjålet kablerne.
- Jeg har selv været med til at sætte flere af dem op, så det er jo dobbeltarbejde at skulle ud og sætte nye kabler på nu, siger han.
Den seneste tid er 29 kabler blev stjålet fra Nordborg i syd til Horsens, som er hårdest ramt af kabeltyverierne.
Og som uddannet elektriker med ekstra kurser i at håndtere ladestanderne, er det svært at forstå, at nogen giver sig i kast med at kappe kablerne.
- Jeg synes, det er modigt. Man ved jo ikke, om der er strøm i kablerne, eller om der ikke er. Der kan ske mange ting, hvis der er strøm i kablerne, og man klipper dem, lyder det fra Sebastian Møller Jürgensen.
Han har stadig fire steder mere med reparation af ødelagte ladestandere på dagens liste. Hos OK håber kommunikationschef Rasmus Boserup, at tyverierne nu stopper. Her overvejer de, om der skal flere midler i brug for at forhindre, at flere kabler klippes.
- Det kunne være noget med sporing i ladekablerne, og så kan vi også øge vores videoovervågning. Vi er ved at undersøge, om det kan svare sig, men det er klart, at vi er nødt til at gøre noget, hvis tyverierne fortsætter, siger Rasmus Boserup.
Træk pilene hen over billederne nedenfor og se ladestanderen ved 365 i Nordborg før og efter reparationen.
Både han og politiet gætter på, at det er kobberet indeni, der gør kablerne interessante at stjæle. Det på trods af, at der ifølge Rasmus Boserup kun er for omkring 200-300 kroner af det røde metal i ledningerne, mens det koster i omegnen af 15.000 kroner for nye kabler.
I Lund lidt udenfor Horsens har overvågningskameraer fanget to personer på scootere i færd med at klippe kabler over ved både E.ons ladeplads og Q8 kort derfra.
Ved E.ons plads gik det i foråret ud over ni standere, men på trods af overvågningen fandt politiet ikke gerningsmændene. Politiinspektør Michael Weiss fra Sydøstjyllands Politi opfordrer dog til, at man fortsat anmelder hændelserne.
- Man kan jo godt have videomateriale, hvor den enkelte person ikke kan identificeres. Det kan også være, der ikke er et registreringsnummer, vi kan aflæse på et køretøj, men det ødelægger ikke værdien af det, siger han og fortsætter:
- Det bliver jo gemt, så når man lægger alle tingene sammen, så har vi en indgangsvinkel, så man må endelig ikke holde op med anmelde det, fordi man synes, der sker ikke noget, tilføjer han.
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at de har modtaget en anmeldelse om overklippede ladekabler på offentlige standere i år, mens Sydøstjyllands Politi har modtaget 14 anmeldelser i år, hvoraf de 12 af tilfældene er fra Horsens.