Bro mellem Als og Fyn med i transportudspil: Et skridt tættere på opførelse
Bro mellem Als og Fyn er punkt i regeringens nye transportudspil.
En bro mellem Als og Fyn. Det har længe været en drøm og et stort ønske for flere parter. Nu ser det ud til, at der endnu en gang kan pustes nyt liv og håb ind i den drøm, når regeringen fredag kommer med et transportudspil. Her er broen mellem de to landsdele nemlig et af punkterne på listen.
En af dem, der har kæmpet i over otte år for en bro mellem Als og Fyn, er Petter Astrup-Thørring, der er næstformand for foreningen Als-Fyn Broen. Han bor lige ved Alssund-broen, men én bro er ikke nok - han ønsker sig en mere.
- Jeg drømmer om en bro til Fyn, så vi lettere kan komme til Fyn, og vi kan få fynboerne herover. Det vil være rigtig godt for os og erhvervslivet heromkring, siger Petter Astrup-Thørring.
I mere end 50 år har der været en fast færgeforbindelse mellem Fynshav og Bøjden. En sejltur der i dag tager 50 minutter. Bygger man en bro, vil turen i stedet for tage syv minutter. Det er en væsentlig besparelse, og nu vil regeringen så undersøge, hvad det vil koste at bygge broen. I udspillet er der sat 20 millioner kroner af til undersøgelsen.
- Det er jo stort, at man vil ofre penge på at få lavet en forundersøgelse. Vi ved jo godt, at der er mange infrastruktur-projekter i hele Danmark. Og der bliver lavet prioriteringer. Men vi mener bestemt, at den her skal højnes op. Helt sikkert, siger næstformanden.
En ændret stemning
Foreningen Als-Fyn Broen blev dannet i 2013, og allerede dengang blev Petter Astrup-Thørring valgt ind i bestyrelsen. På det tidspunkt var det ikke altid nemt for ham og de andre frivillige at skaffe opbakning til projektet.
- Når vi skulle ud på gader og stræder og prøve at sælge projektet og få folkelig opbakning, så var der mange, der trak på smilebåndet. Det er der ikke i dag. Det første, de siger, det er ”vi skal have den bro”. Vi kan mærke, at stemningen er blevet en helt anden. Folk tror på det, siger han.
At projektet tages seriøst, hjælper på det. Selv bruger han af og til færgen, men med en bro vil man helt selv kunne vælge hvilket tidspunkt, man vil krydse Det Sydfynske Øhav, og det er en af grundene til den store opbakning på den sønderjyske side, fortæller næstformanden.
- Ofte må jeg desværre den lange vej udenom, fordi det passer dårligt med færgen. Særligt her om vinteren, hvor den sejler hver anden time. Det ville betyde rigtig meget for mig, hvis der kom en bro, siger Petter Astrup-Thørring.
En forbindelse mellem Als og Fyn: Det siger en foreløbig rapport
- Det er anslået, at det vil koste 22,4 milliarder kroner at anlægge forbindelse mellem Als og Fyn. Prisen dækker over en 11 kilometer lang skråstagsbro, 42 kilometer ny vej og en udbygning af 13 kilometer eksisterende vej. Det er forudsat, at broen etableres, så den forbinder Fynshav på Als og sydspidsen af Horne Lang på Fyn.
- Broen skal delvist finansieres af brugerne, og det vil formentlig komme til at koste 70 kroner for person- og varebiler at krydse den.
- Vejdirektoratets beregninger viser, at der vil komme til at køre næsten 17.000 biler på en fast forbindelse mellem Als og Fyn i løbet af et gennemsnitligt hverdagsdøgn.
- Med en fast forbindelse vil man kunne spare 60 minutter, hvis man kører mellem Odense og Padborg, 90 minutter hvis man kører mellem Svendborg og Padborg, og 120 minutter hvis man kører mellem Faaborg og Padborg.
- Vurderingen er, at næsten halvdelen af trafikken vil komme fra Lillebæltsbroen, mens 50 procent vil være ny trafik. Det vil sige ture, som er opstået på grund af de nye muligheder, som en fast forbindelse vil give.
- Beregninger viser, at en bro mellem Als og Fyn vil give borgerne i Sønderborg Kommune flere fordele. Der vil blandt andet være adgang til 190.000 nye arbejdspladser indenfor 60 minutters kørsel. Tilsvarende vil virksomheder i kommunen få adgang til 160.000 fynske arbejdstagere inden for en time.
- Ifølge et notat fra Vejdirektoratet vil forbindelsen ikke berøre nogle fredede områder. Til gengæld vil den krydse flere Natura 2000-områder, som vil blive påvirket både under opførsel og efterfølgende.
Kilde: Rapport fra Vejdirektoraret fra 2019, AlsFynBroen og notat vedørende miljøscreening udarbejdet af Vejdirektoratet.
Politisk opbakning
Det er ikke kun blandt befolkningen, at der nu er opbakinng. Med transportudspillet er der nu også opbakning fra regeringens side. Transportminister Benny Engelbrecht er valgt for Socialdemokratiet i Sydjyllands Storkreds, og han har flere gange nævnt muligheden for en forbindelse.
- Om det skal være en bro eller en tunnel, det er endnu for tidligt at sige. Men en fast forbindelse, der kan styrke sammenhængskraften i hele Region Syddanmark, siger Benny Engelbrecht, der er transportminister og medlem af Socialdemokratiet.
De 20 millioner skal gå til forundersøgelser, men det er ikke en garanti for, at der kommer en forbindelse mellem de to landsdele. Ifølge en rapport fra Vejdirektoratet fra 2019 er projektet anslået til at koste 22,4 milliarder kroner. Det skal delvist finansieres af brugerne.
- Hvis der er bund i projektet, og man foretager bevillingerne og regner sig frem til, at der er økonomi i det, så vil det næste være at lave en egentlig VVM-undersøgelse. Første skridt er selvfølgelig at finde ud af, hvordan den præcise linjeføring skal være, siger transportministeren.
Godt for unge og erhvervslivet
En hurtigere forbindelse mellem Als og Fyn vil ifølge rapporten fra Vejdirektoratet også gavne erhvervslivet. Arbejdstagerne får adgang til flere mulige jobs, og virksomhederne får adgang til flere arbejdstagere. Derudover vil det også gavne de mange borgere, som bruger hospitalet i Odense.
- Alle de syge mennesker, der skal til Odense hver dag til undersøgelser, kan jo spare en lang rejse. De bruger jo mange timer om ugen på landevejene. At komme hurtigt til Odense og hurtigt hjem igen, det betyder rigtigt meget for dem, siger næstformand for foreningen Als-Fyn Broen, Petter Astrup-Thørring.
Derudover vil det også gavne kommunen, hvis de unge får adgang til endnu en stor uddannelsesinstitution, som kun ligger en times tid væk, mener han.
- Vi har mange unge mennesker. Det vil sige, at vi i bund og grund har fraflytning fra området. Vi mener, vi kan holde bedre på de unge mennesker, hvis de kan komme til Fyn og eksempelvis Syddansk Universitet i Odense hurtigere.
Ifølge rapporten og et notat fra Vejdirektoratet vil forbindelsen ikke berøre fredede områder. Til gengæld vil forbindelse krydse flere Natura 2000-områder, som vil blive påvirket. Samtidig har Sønderborg Kommune en ambition om at blive CO2-neutrale:
- Selvfølgelig skal vi være CO2-neutrale, men vi skal også stadigvæk kunne fungere. At der er modstandere er fint, og vi skal også tage hensyn til miljøet, understreger næstformanden.
Selvom undersøgelserne først skal laves - og ingenting er sikkert, så er håbet stærkt og troen ligeså hos Petter Astrup-Thørring, selvom broen ikke dukker op fra den ene dag til den anden.