Han har været med til at arrangere Royal Run før, nu kommer det til hans hjemby
Nyheden om, at Royal Run 2025 afholdes i Ribe er er især faldet i god jord hos Danni Callesen, der længe har drømt om, at arrangementet ville rykke ind i den historiske kongeby.
Mandag blev sløret løftet for, at Danmarks ældste by, Ribe, er en af de fem værtsbyer til næste års Royal Run.
Den nyhed er mange af Ribes borgere glade for, blandt andet Danni Callesen. Han er idrætskonsulent for løb og gang hos DGI og skal være med til at arrangere løbet til maj.
- Det bliver ikke større for mig. Jeg var med til at arrangere Royal Run i Aabenraa i sin tid, og siden har jeg drømt om, at det skulle til min hjemby Ribe, fortæller Danni Callesen.
En eftertragtet folkefest
Ifølge Danni Callesen er Royal Run en stor folkefest, hvor alle kan deltage, uanset om de er eliteløbere eller aldrig har bevæget sig ud på en løberute.
- Det er en stor folkefest, man kan forvente til Royal Run, for her kommer alle typer af danskere og bevæger sig, lyder det fra Danni Callesen, der tilføjer, at man skal være hurtig på tasterne om to måneder.
- Når billetterne kommer til salg i november, skal man være hurtig, for alle danskere vil med til Royal Run, forklarer han.
Danni Callesen håber dog på, at folkefesten varer ved, når Royal Run rykker ud af byen.
- Det er et stort arrangement, men vi (kommunen og DGI, red.) arbejder hårdt for, at det ikke kun bliver en begivenhed på dagen. Vi vil gerne skabe aktivering hos danskerne, både før og efter Royal Run-løbet, fortæller han.
Det vil de, i DGI, komme til livs ved at forsøge at aktivere løbeklubberne i området. For eksempel ved fortræning til Royal Run.
Sammenfald med et andet særligt arrangement
Royal Run i Ribe skal foregå i pinsen næste år. Men samtidig foregår også et helt særligt arrangement i byen.
Onsdag i pinseugen starter der nemlig en tulipanfest i Ribe, som finder sted på samme tidspunkt hvert år.
- Tulipanfesten skydes i gang onsdag med et løb, og fortsætter resten af pinsen. Festen afrundes i en slutspurt i form af Royal Run mandag, 2. pinsedag, fortæller Danni Callesen.