Region Syddanmark har færrest hjerteløbere
Der er mangel på hjerteløbere i landets yderområder, og det er særligt her, de kan gøre en forskel.
Tallene viser, at der er noget at arbejde med, når det gælder om at skaffe flere hjerteløbere uden for de større byer. Det fremgår af en ny kampagne fra Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden.
Region Hovedstaden topper med 3192 hjerteløbere per 100.000 indbyggere.
Region Syddanmark ligger derimod i den modsatte ende med 2065 tilmeldte hjerteløbere per 100.000 indbyggere.
Hjerteløbere er personer, der har sagt ja til at modtage en alarm på deres telefon og træde til, hvis en person i nærheden falder om med hjertestop.
Særligt i yderområder kan hjerteløbere betyde en forskel, lyder det fra forsker og ph.d.-studerende ved Hovedstadens Akutberedskab Astrid Rolin Kragh.
- Vi kan se af vores forskning, at hjerteløberne langt hyppigere kommer før ambulancerne i landets yderområder sammenlignet med byområderne.
- Det betyder, at hjerteløberne oftere kan gå i gang med livreddende førstehjælp og med at give stød med hjertestarter, siger hun.
- I yderområderne er der længere ventetid på ambulancen, og derfor er det enormt vigtigt, at der er nok hjerteløbere, der kan træde til i de områder, siger Astrid Rolin Kragh.
Opsøgende indsatser
Derfor skal en ny kampagne fra Dansk Råd for Genoplivning og TrygFonden skaffe flere hjerteløbere i landets yderområder.
Rekrutteringen af flere hjerteløbere i yderområder sker blandt andet med opsøgende indsatser på uddannelsessteder og kampagner på sociale medier.
Astrid Rolin Kragh understreger, at kampagnen har til formål at øge antallet af hjerteløbere over hele landet - også i byer, hvor man i forvejen har mange tilmeldte.
- Vi har brug for hjerteløbere alle steder. De kan også gøre en forskel, efter ambulancen er ankommet, blandt andet med at støtte pårørende eller hjælpe ambulancepersonalet, siger hun.
Aktuelt er der 157.945 tilmeldte hjerteløbere landet over.
Hvert år får cirka 5000 danskere hjertestop i hjemmet eller andre steder uden for hospitalerne. 14 procent af dem overlever.
For hvert minut, der går fra et hjertestop, til hjælpen når frem, falder chancen for overlevelse med ti procent.
Mandag er den årlige Hjertestarterdag, og her er der arrangementer landet over, hvor man kan få en introduktion til brug af hjertestarter, og det at være hjerteløber.