Særlig mentalitet på holdet har været nøglen til succes for OL-vinderen fra Horsens
Hun er en af de mest vindende sejlsportsudøvere i Danmark. Nu deltager hun i OL for fjerde gang.
OL-ilden er tændt i Anne-Marie Rindom fra Horsens.
Hun har vundet stor set alt, hvad der er at vinde i sin kategori ILCA6, der tidligere hed Laser Radial.
Og hun går benhårdt efter at tage en guldmedalje med hjem til Horsens, ligesom hun gjorde efter OL i Tokyo i 2021.
Hun er ikke i tvivl om, at en stor del af hendes succes kan tilskrives den tilgang til præstationskulturen, der er og har været på sejlerlandsholdet.
- Det er en kultur, hvor man har det godt. Hvis man skal præstere på den allerstørste scene, så er det ikke godt, at man er i et rigtig presset miljø. Det skal være et åbent miljø, hvor man kan sige, man kan være på sin egen måde, siger hun.
Man giver en lille smule, men så får man også en masse igen.
Anne-Marie Rindom, sejler i ILCA6-klassen
En træningskultur som dog ikke er fremmed for hende, for sådan var det også i Horsens Sejlklub.
Som veteranen på landsholdet ser hun det derfor også som hendes opgave at føre den mentalitet videre til de nye på holdet, for som hun siger, er det "formlen på succes".
- Der er kommet to nye piger med i år, og det er super vigtigt at vise, hvordan vi kører det. Hvordan er det, når vi for eksempel kører til Sydspanien med hele læsset? Man tager ikke sin egen bil og kører med sine egen jolle. Vi hjælper hinanden med biler med trailere, og vi tager forskellige ture.
- Det er give and take. Altså man giver en lille smule, men så får man også en masse igen.
Udvalgte titler og udmærkelser
Dette er blot en del af de titler og udmærkelser, Anne-Marie Rindom har fået gennem sin karriere.
Titler:
DM: Guld (2015, 2016 og 2017)
EM: Guld (2019), sølv (2017 og 2020)
VM: Guld (2015 og 2019), bronze (2016, 2018 og 2023)
OL: Guld (2021), bronze (2016)
Udmærkelser:
Årets Sejlsportspræstation i Danmark (2015, 2018 og 2021)
Nr. 1 på verdensranglisten i 2020
OL for fjerde gang
Her i ugen op til OL har der både været stress og humørsvingninger for Anne-Marie Rindom. Men hun mener, det er kroppens måde at køre sig i stilling på.
Det er fjerde gang, hun deltager, og det gibber stadig i den 33-årige sejler fra Horsens, der betegner OL som det største inden for sejlsport.
- Der er jo ikke mange, der får lov til at være med fire gange. Vi lever vores liv i sådan nogle 4 års cyklusser, hvor man virkelig arbejder hårdt hen mod OL. Så jeg føler mig virkelig meget privilegeret over, at jeg kan få lov til at leve den her livsstil, som jeg også elsker, fordi det er specielt ikke noget, man bliver rig af. Men man bliver rig på oplevelser.
Anne-Marie Rindom har været sat tilbage med en skade, men hun har alligevel meldt sig klar til OL. Hun er betænkelig ved, at det kan påvirke hendes præstation, men hun garanterer, at hun går benhårdt efter guldet.
- Jeg føler mig lidt som en underdog på grund af skaden. Der er 10 piger, som kan gøre det godt, og der er kun tre medaljer, og det er mega brutalt.
Det forudsigelige vand bliver en faktor
OL udspiller sig for sejlernes vedkommende i Marseille, hvor vandet både er en fordel for de knap så rutinerede, men en ulempe for erfarne sejlere som Anne-Marie Rindom.
- Det er et nemt sted at sejle. Vinden er ikke så voldsom, og den er ikke så springende. Når det så er sagt, så gør de forholdsvis nemme forhold, at alle kan være med. Så der er ikke så mange ting, man lige kan gøre for at snyde de andre. Så farten kommer til at blive sindssyg vigtig.
OL-deltagere fra Syd- og Sønderjylland
I ugen op til OL i Paris bringer TV SYD portrætter af nogle af sportsfolkene fra Syd- og Sønderjylland.
MANDAG
Mads Hansen, håndbolddommer, Jelling
Alberte Kjær Pedersen, triatlon, Fredericia
TIRSDAG
Johan Schubert, sejlsport, Horsens
ONSDAG
Sara Thygesen, badminton, Fredericia
TORSDAG
Anne-Marie Rindom, sejlsport, Horsens
FREDAG
Nikolai Terteryan, boksning, Vejle
En del af træningen lige nu handler om det mentale, hvor hun visualiserer de scenarier, hun kan komme ud for. Dermed er hun forberedt, og scenarierne vil være knap så overvældende i øjeblikket.
- Hver dag laver jeg en registreringsøvelse på ti minutter, hvor jeg bare registrerer, hvilke tanker og følelser til der er til stede. Så jeg kan få et modgangsscenarie til at være lidt mindre.
Hun er med andre ord velforberedt. I de sidste tre år har landsholdssejlerne trænet i Marseille seks dage om ugen, så hun føler sig klar.
- Det er så små detaljer, det handler om for at præstere lige præcis i den ene uge, som vi har arbejdet på, mere eller mindre siden sidste OL.
Anne-Marie Rindom siger til TV SYD, at hun på længere sigt gerne vil skifte bådtype, så hun sejler med flere i båden.
OL 2024 starter 26. juli.