Da konen blev alvorligt syg, vidste han, at han måtte blive politiker
Med 40 års arbejdsliv på gulvet i bagagen mener Kenneth Fredslund Petersen, at han er mere i trit med virkeligheden end mange andre folketingskollegaer.
Det har aldrig ligget i kortene, at 57-årige Kenneth Fredslund Petersen fra Danmarksdemokraterne skulle blive politiker.
Han har altid haft det bedst med at være "på gulvet".
Men efter 40 år som blandt andet lastbilchauffør, havnearbejder og taxachauffør valgte han at trække i trøjen.
Ikke refleksvesten eller kedeldragten som han ellers var vant til. Men det obligatoriske jakkesæt, den hvide skjorte og slipset, som er fast inventar på Christiansborg.
Ved folketingsvalget 1. november 2022 blev han valgt ind i Folketinget for Danmarksdemokraterne i Sydjyllands Storkreds med 782 personlige stemmer.
'Ny på Borgen'
Otte politikere fra Sydjyllands Storkreds er stemt ind på Christiansborg for første gang. De er med andre ord hver især 'Ny på Borgen', som også er titlen på en række af artikler og tv-indslag. Her besøger vi politikerne for at blive klogere på, hvem de er, og ikke mindst hvad de vil udrette på Christiansborg.
Serien bliver sendt hver lørdag og kan ses på TV SYD PLAY.
Inden da havde han forsøgt det samme for Dansk Folkeparti i 2015 og 2019, dog uden held.
I mellemtiden blev han i 2017 valgt ind i byrådet i Vejle Kommune for Dansk Folkeparti.
At Kenneth Fredslund ville ind i politik, skyldes en særlig person, nemlig hans kone, som pludselig blev alvorligt syg i 2012.
Ved hvad han taler om
Med et langt arbejdsliv i bagagen mener han, at han er godt polstret til det politiske arbejde - måske bedre end andre.
- Jeg håber, at mine 40 års erfaring fra arbejdslivet kan bidrage lidt til den måde, vi lovgiver på.
Han håber at kunne påvirke den konformitet, som han mener, der hersker på Christiansborg.
- Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg tror, der er mange politikere, der skulle opleve det (...). Uanset hvor mange fine ord der står, så er det ikke altid, det passer ind i virkeligheden. Så kan de være nok så fine, og målet kan være nok så helligt.
Jeg tror ikke, der findes en vognmand eller en landmand, der ikke vil hjælpe med den grønne omstilling
Kenneth Fredslund Petersen, medlem af Folketinget, Danmarksdemokraterne
Historien gentager sig
Som lastbilchauffør har han følt, at der har været taget beslutninger hen over hovedet på ham og kollegaerne.
I november 1996 strejkede og blokerede lastbilchaufførerne grænseovergangene ved den dansk-tyske grænse.
Her lå de i åben konflikt med daværende skatteminister Carsten Koch (S), fordi de ønskede ligestilling med andre faggrupper på det såkaldte "udefradrag", når de arbejdede i udlandet.
- Jeg husker, hvor virkelighedsfjernt, jeg oplevede, at det var.
Hvem er Kenneth Fredslund Petersen?
Født i Rødding i 1965
Bor i Dørken mellem Give og Thyregod
Valgt ind i byrådet i Vejle Kommune i 2017 for Dansk Folkeparti
Forlod Dansk Folkeparti i 2022 og meldte sig ind i Danmarksdemokraterne
Ved valget 1. november 2022 blev han valgt i Folketinget for Danmarksdemokraterne med 782 personlige stemmer
Transport- og Grønlandsordfører
Har arbejdet som lastbilchauffør, havnearbejder, taxachauffør og senest tapperiassistent
Det mener han også, kilometerafgiften er et udtryk for. Fra 2025 skal den tunge trafik betale for hver kørt kilometer. Jo mere man forurener, jo mere skal man betale.
Men det giver en skævvridning i branchen, for chauffører i yderområderne kører længere per tur og har derfor sværere ved at omstille til eksempelvis el.
- Det er helt vanvittigt, hvad man har sat i scene her. Det ligner noget, hvor man ikke har tænkt på de kæmpe konsekvenser, det får for vognmandsbranchen. Der er ikke noget, der tyder på, at de før 2030 kan købe de her lastbiler – i hvert fald ikke i yderområderne hvor man kører mere end 250 kilometer.
Han er dog enig i, at den tunge transport skal omstille sig i en grønnere retning.
- Jeg tror ikke, der findes en vognmand eller en landmand, der ikke vil hjælpe med den grønne omstilling. Vi skal selvfølgelig presse på for den grønne omstilling med almindelig fornuft.
Jeg vil gerne have, at der er lidt mere sund fornuft, når vi arbejder med lovgivning
Kenneth Fredslund Petersen, medlem af Folketinget, Danmarksdemokraterne
Fører ordet på transportområdet
Hans 13 år bag rattet i en lastbil har naturligt nok styret ham ind på posten som transportordfører for Danmarksdemokraterne.
Her kigger han ud på et vejnet, der bliver mere og mere presset af den tunge trafik. Fra 2010 til 2021 steg lastbiltrafikken med 26 procent.
Og det er tydeligt på Skærup rasteplads, som Kenneth Fredslund i 'Ny på Borgen' besøger.
- Der er et kæmpe problem med, hvor lastbilerne skal parkere, slår han fast og tilføjer:
- På et tidspunkt var der fyldt med østeuropæere, der ventede op til flere uger på returlæsset. Så indførte man en 25 timers regel for at sikre sig, at de ikke camperede, og samtidig begyndte man at dele p-afgifter ud på over 2.000 kroner. Chaufførerne har ikke en reel chance for at parkere andre steder.
- Jeg vil gerne have, at der er lidt mere sund fornuft, når vi arbejder med lovgivning. Eksempelvis med kilometerafgiften. Vi skal ikke indføre en enorm straf til en branche, der ikke har en chance for at lave det om. Vi skal nudge (tilskynde, red.) dem og lade afgiften stige i et mere jævnt tempo.
Vi havde ni sagsbehandlere på et år, og det lod til, at de ikke havde læst journalen
Kenneth Fredslund Petersen, medlem af Folketinget, Danmarksdemokraterne
Et langsommeligt system
Men Kenneth Fredslund havde slet ikke stået på Skærup rasteplads og delt sin holdning om lastbiler, hvis det ikke havde været for hans kone, Susanne.
Hun fik konstateret sklerose i 2012, og derefter ville jobcentret afprøve, hvor meget hun kunne arbejde.
- Udover at det tog lang tid at komme til det resultat (med diagnosen, red.), så oplevede jeg bagefter et system, der ikke fungerede. Vi havde ni sagsbehandlere på et år, og det lod til, at de ikke havde læst journalen.
Jeg fandt ud af, at det kommunale ikke kan gøre meget ved det
Kenneth Fredslund Petersen, medlem af Folketinget, Danmarksdemokraterne
Kunne ikke gøre meget
Deres oplevelser med jobcentret var det, der gjorde, at Kenneth Fredslund ville i byrådet i Vejle Kommune.
Men det skulle vise sig at blive svært at få indflydelse.
- Jeg fandt ud af, at det kommunale ikke kan gøre meget ved det. For arbejdsmarkedsudvalgene er underlagt love fra Christiansborg, så vi havde ikke mange beføjelser til at gøre noget lokalt.
Alligevel er han glad for, at han alligevel handlede på sine frustrationer over systemet.
- Der er rigtig mange, der har en holdning til mange ting. Især på de sociale medier. Desværre er der jo også mange, der ikke gør mere ved det end at sidde og råbe op. Hvis du har noget, du gerne vil, så mener jeg, at man skal stille op og kæmpe for sin sag.