Udskældt nummerplade-bøde giver langt færre biler uden forsikring
I 2019 indførte Folketinget høje dagsgebyrer for uforsikrede køretøjer. Siden er antallet faldet markant, men opkrævningsmetoderne kritiseres kraftigt.
Antallet af uforsikrede bilejere og motorcykelejere er faldet i de seneste fire år. Ved udgangen af 2018 var der knap 50.000 uforsikrede køretøjer, og det er nu faldet til 8652. Det er et fald på 82 procent. 816 af de uforsikrede køretøjer hører til i Syd- og Sønderjylland.
Det viser nye tal fra DFIM (Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring). Siden 1. januar 2019 har garantifonden opkrævet dagsgebyrer fra de ejere af indregistrerede køretøjer, som ikke har tegnet en ansvarsforsikring eller indleveret deres nummerplader.
Det motiverer borgerne, at de uden en forsikring risikerer at betale millioner af kroner i erstatning
Maria Clausen, direktør, Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring
- Vi har sendt cirka 43.000 varselsbreve til ejere og brugere af køretøjer, som var i Motorregistret, men som ikke havde den lovpligtige ansvarsforsikring. Så længe man skylder dagsgebyr, kan man ikke købe en forsikring på et køretøj i noget forsikringsselskab. Det motiverer borgerne, at de uden en forsikring risikerer at betale millioner af kroner i erstatning, hvis de forvolder skade på andre med deres køretøj, siger Maria Clausen til TV SYD.
Glemt nummerplade kostede kvart million
Som TV SYD fortalte for nylig, så er DFIM’s opkrævningsmetoder problematiske. DFIM’s årsrapport fra 2021 viser, at der ved udgangen af 2021 var 5573 aktive sager ved Fogedretten med et samlet krav på 611 millioner kroner. Det er 109.636 kroner i gennemsnit pr. sag.
Kim Nielsen fra Haderslev trådte frem i TV SYD og fortalte om sin egen sag. Han afkræves over en kvart million kroner for ikke straks at have afleveret nummerpladen fra sin gamle motorcykel. Han oplyser, at der gik over 1000 dage, inden han var opmærksom på kravet, som løb op i 252.500 kroner.
De lister bruger vi specielt i de sene nattetimer
Knud Reinholdt, leder af færdselsafdelingen i Syd- og Sønderjyllands Politi.