Morten skyldte 107.000 på motorcykel - nu skal han i landsretten
Gennem flere måneder har TV SYD dækket historier om syd- og sønderjyder, der har fået store bøder for uforsikrede køretøjer. Morten Bo Kristensen er en af dem, der uvidende havde fået en bøde.
27-årige Morten Bo Kristensen fik en regning på 107.000 kroner, fordi han uden at vide af det, havde en uforsikret motorcykel stående. Det skriver JydskeVestkysten.
Det sidste halve år har TV SYD beskrevet, hvordan syd- og sønderjyder har fået bøder på mange tusinde kroner for være registreret ejer af et uforsikret køretøj.
Mange af dem har eller har haft sager kørende med forsikringsfonden DFIM, der opkræver dagsgebyrer på 250 kroner.
Skyldte 107.000 kroner
I 2017 købte Morten Bo Kristensen en motorcykel. Kort tid efter flyttede han, og motorcyklen endte i en garage, hvor den ifølge ejeren stod stille. Han glemte at betale regningen, og motorcyklen var derfor ikke forsikret.
Først næsten tre år senere finder handicaphjælperen ud af, at der er noget galt.
- Jeg husker det stadig tydeligt. Jeg var på mit arbejde, da jeg fik beskeden. Min kæreste var lige gået fra mig, og så kom det her. Min verden faldt sammen. Som handicaphjælper har man ikke lige 107.000 kroner, man kan grave frem, fortæller Morten Bo Kristensen til JydskeVestkysten.
I mange af sagerne om nummerplader, som TV SYD har dækket, har borgerne hverken modtaget regninger per anbefalet brev eller i e-Boks, men som papirpost.
Ifølge Morten Bo Kristensen modtog han intet fra DFIM, før han blev indkaldt i Fogedretten. Her kunne forsikringsfonden dokumentere, at et brev var blevet sendt. Uden at navnet fremgik.
Alligevel taber han sagen i byretten. Han har dog endnu ikke opgivet, og afgørelsen er kæret til landsretten.
Mange sager
I 2019 indførte Folketinget en lov, der giver DFIM ret til at opkræve dagsgebyrer på 250 kroner. Målet var blandt andet at få flere til at forsikre sig.
Fogedrettens tid går med de mange sager fra forsikringsfonden. Forrige år blev der behandlet 10.328 sager fra DFIM. Det oplyser Domstolsstyrelsen til TV SYD.
Tilbage i januar indførte DFIM gebyrlofter på 25.000 kroner. Det glæder kun for verserende sager. I Morten Bo Kristensens sag blev gebyret også sat ned fra 107.000 kroner til 25.000 kroner.
Ved at sætte et loft på 25.000 kroner frasagde DFIM sig krav for rundt regnet 400 millioner kroner.