Ukrainsk par fik en lys idé til at støtte hjemlandet, og nu er den i 220 butikker
Et helt tilfældigt møde skulle vise at blive det, parret havde brug for til at kunne lancere et ukrainsk produkt i Danmark, som nu sælges landet over.
Hvad kan man gøre, når man er flygtet fra krigens rædsler, men stadig vil hjælpe hjemlandet?
Det spurgte det ukrainske par Yana Dryupina og Rodion Svystun fra Kolding sig selv om i 2023.
De ville gerne sælge en form for fødevare i Danmark, men hvad det skulle være, vidste de ikke.
Målet var bare, at så mange af pengene som muligt skulle ende i Ukraine.
Men de havde aldrig drømt om, at det ville ende, hvor det nu er endt.
Et tilfældigt møde
Da krigen brød ud i februar 2022, flygtede Yana Dryupina og parrets fem-årige datter til Danmark i marts 2022.
Der skulle gå yderligere seks måneder, før Yana Dryupina blev genforenet med deres mand og far, Rodion Svystun, som kom til Danmark i september 2022.
Han blev ikke indkaldt til militæret, fordi han har en lungesygdom, så han kunne retmæssigt rejse til Danmark.
De flygtede fra Kiyv, hvor hun havde gang i en sangerkarriere, og han arbejdede inden for it.
I Danmark var de på udkig efter en lejlighed, og ved en af fremvisningerne faldt de i hak med en af udlejerne.
De endte dog ikke med at skrive under.
Men det tilfældige møde med udlejeren skulle vise sig at blive en vigtig brik i realiseringen af deres ønske om at støtte hjemlandet.
Men dét vidste de ikke endnu.
Det er ikke velgørenhed, det er bedre
Rodion Svystun, Kolding
Plads til tanker
Parret flyttede ind i en stor, lys lejlighed med højt til loftet.
Da deres levegrundlag med arbejde og sprogskole var faldet på plads, blev der også plads til tanker om, hvordan de kunne støtte Ukraine.
Og deres gamle udlejer, Nicolaj Ebbesen, havde ikke glemt parret. Så en dag ringede han til dem.
- Jeg mærkede bare en eller anden positiv energi fra dem. Så jeg havde bare lyst til at lave noget sammen med dem, siger han.
Han viste sig at være iværksætter, og efter parret havde luftet tankerne om at hjælpe Ukraine, tilkendegav han sin støtte med 400.000 kroner.
Det blev katalysatoren, og hurtigt lagde de sig fast på, at skulle lancere en slags fødevare.
- Landbruget betyder meget for Ukraine, så for os var det naturligt, at det var landmændene, der skulle have hjælp. Økonomien går ned, og de økologiske landmænd er i den værst tænkelige situation, for deres ukrainske kunder er ikke villige til at betale for økologi lige nu.
Hele kæden er ukrainsk
Nu sidder 32-årige Yana Dryupina og 38-årige Rodion Svystun med resultatet af deres arbejde.
En økologisk solsikkeolie, hvor alt fra plastikflaske til etikette og indhold er produceret i Ukraine - fragtet til Danmark af ukrainske chauffører.
- Jeg er glad for at være en del af projektet. Det, der fylder for mig, er, at vi kan gøre en forskel for Ukraine på grund af den vanskelige situation, landet står i, siger investor, Nicolaj Ebbesen.
Oprindelseslandet er ikke skrevet med store bogstaver på flasken.
For olien skal først og fremmest sælges på grund af kvaliteten og økologien, som, de ved, udgør et større marked i Danmark end i Ukraine.
- Produktet er godt i sig selv - selv uden historien bag, siger Yana Dryupina.
Men lågets blå og gule farver symboliserer naturligvis det ukrainske flag.
Det har taget godt et år at få de nødvendige aftaler og godkendelser i hus.
- Det er ikke velgørenhed, det er bedre. Velgørenhed er at printe penge, som bare bliver sendt afsted. Her hjælper vi ukrainsk produktion med arbejde og hjælper dem med at komme ind på det danske marked, siger Rodion Svystun.
220 butikker landet over
Det ukrainske par har sørget for al kontakt med parterne i Ukraine, og den danske investor har så hjulpet dem med at få olien ind på det danske marked.
Og nu står den så i butikker landet over.
- Én ting er at udvikle produktet. Den anden ting er, at vi i dag så det på hylderne og så folk købe solsikkeolien. Wow! Det er virkelig sejt, siger Yana Dryupina.
Fødevarekoncernen Dagrofa tror på parrets produkt og sælger nu solsikkeolien i 220 af koncernens butikker.
- Ukrainerne laver gode, økologiske landbrugsvarer, og ved at tage denne solsikkeolie ind i Meny er vi med til at sikre, at de ukrainske landmænd kommer ud med deres varer til en bredere kundeskare. Vi er glade for at have solsikkeolien på hylderne, siger Dagrofas kommunikationsdirektør, Morten Vestberg.
Men det handler ikke kun om at støtte Ukrainske landmænd.
- Vi har i længere tid haft et hul i sortiment i forhold til økologisk solsikkeolie. Da vi fik en henvendelse, gav dette bare god mening. Vi forventer, at det bliver en fast del af sortimentet i Meny, og vi vil overveje, om det skal bredere ud i vores kæder, siger Morten Vestberg.
Prisen kommer til at ligge på mellem 25 og 30 kroner for en flaske ukrainsk økologisk solsikkeolie.
Af det beløb går i gennemsnit 50 procent af pengene til den ukrainske kæde af landmænd, chauffører og producent.
- Vi har brugt så lang tid på det her. Jeg er meget stolt. Det her påvirker en masse mennesker i Ukraine, siger Rodion Svystun.
Endnu større drømme
Parret kan dog ikke leve af projektet.
Han har lige afsluttet et job som chauffør og søger derfor nyt arbejde.
Hun er kommet ind på Syddansk Musikkonservatorium som rytmisk sanger og modtager SU ved siden af sit deltidsarbejde i en tøjbutik i Kolding.
Men drømmene om deres dansk-ukrainske forretningseventyr er ikke ovre.
Indtil videre vil de se, hvordan solsikkeolien klarer sig.
- Vi er virkelig spændte men har ikke store forhåbninger. Vi sagde fra start, at vi ikke forventer noget stort, og at det vil være fint, hvis det virker. Men hvis ikke, har det været en god oplevelse, siger Yana Dryupina.
Samme melding er der fra investoren.
- Vi har ingen intentioner om at tjene penge på det, så længe der er krig i landet. Det forretningsmæssige incitament ligger i, at den dag krigen er slut, så kan det være, vi har skabt noget, der kan vare ved, siger Nicolaj Ebbesen.