Præst: Hvad betyder "Fri os fra det onde" en dag som i dag
Årsdagen for den russiske invasion af Ukraine markeres i to kirker og på en hel masse rådhuspladser. I Klosterkirken i Horsens er der lys og rum til at bearbejde det svære.
Klosterkirken i Horsens står åben i dag på årsdagen for Ruslands invasion i Ukraine. Det gør den sådan set altid, men i dag er den åben på en særlig måde. Fyldt med lys og lyd og plads til at tænke over alt det svære.
- Kirken i Danmark har altid haft den tradition, at når livet blev for stort, både sørgeligt og glædeligt, så må man komme i kirkens rum, så åbner vi vores døre. Ikke for vi har en masse svar, men vi har plads til tænke over de svære ting, siger sognepræst Hanne Henriksen.
Så kan man sidde og tænke over, hvad betyder "fri os fra det onde" sådan en dag som i dag
Hanne Henriksen, sognepræst, Klosterkirken Horsens
Man kan tænde et lys, sidde og bede eller være i kirken i stille eftertænksomhed. Der er også mulighed for at skrive et ønske eller en bøn på en lille fredsdue af papir.
- Det er en mulighed for at stoppe op og tænke over, hvad der er sket, fortæller præst Hanne Henriksen.
Andre markeringer
Der er en højtidelighed i Sct Norberts Kirke i Vejle. Der er der katolsk gudstjeneste på ukrainsk klokken 19.
På Søndertorv i Flensborg vil der klokken 17.00 være en mindesamling, der fortsætter i St. Nikolai klokken 18.00.
I Harreslev inviterer det evangelisk-lutherske sogn til fredsbøn kl. 17 i Versöhnungskirche. Arrangementet finder sted i samarbejde med den ukrainsk-tyske kulturforening.
I Nystaden i Flensborg inviterer »Forum der Religionen« til en fælles fredsandagt i St. Petri-kirken. Det finder sted kl. 16. Det oplyser Flensborg Avis
På Vestre Engvej 54 i Vejle inviterer den lokale forening Klub Ukraina til en demonstration med lys.
Derudover flages der med ukrainske flag i flere byer for eksempel Vejle, Fredericia, Sønderborg, Vejen og Haderslev.
Justitsministeren har besluttet at forlænge tilladelsen til at flage med det ukrainske flag, så private og offentlige myndigheder, der måtte ønske det, kan flage med det ukrainske flag til og med den 30. juni 2023.
Der er orgelmeditation klokken 10 og 16. Det er ti musikstykker på to minutter, skrevet af kirkens organist, Niels Bo Emgren til hver af sætningerne i Fadervor.
- Så kan man sidde og tænke over, hvad betyder "fri os fra det onde" sådan en dag som i dag, foreslår Hanne Henriksen.
Man kan også aflevere sine lysestumper i kirken. De bliver så lavet til nye lys af frivillige i Østbirk og sendt til Ukraine sammen med andre indsamlede effekter.