Ukrainer i Danmark: - Jeg er bekymret for min familie
33-årige Roman Boichuks forældre og bror bor i Ukraine. Derfor følger han nøje med i konflikten mellem Rusland og Ukraine.
- Der er helt klart en risiko for, at krigen den eskalerer.
Sådan lyder det fra den 33-årige ukrainer, der lige nu holder godt øje med de danske medier for at følge med i den aktuelle udvikling i fødelandet.
Roman Boichuk bor i dag i Brædstrup, og er formand for foreningen "Bevar Ukraine", der siden 2014 har sendt humanitær hjælp til det østlige Ukraine.
Langvarig konflikt
Her har der de seneste otte år været krig mellem pro-russiske separatister og ukrainske regeringsstyrker.
- Det har hele tiden kun været et spørgsmål om tid, før den her krig ville udvikle sig til en større konflikt, siger Roman Boichuk.
Han besøger årligt familien i Ukraine. De bor i Ternopil, der er en af de større byer i det vestlige Ukraine. Derfor frygter han nu, hvad der kommer til at ske mellem de to lande.
Klar med mere hjælp
Roman Boichuk flyttede i 2009 til Danmark og kom i første omgang i landbrugspraktik hos en mælkeproducent.
I dag er han ansat som ingeniør hos Grundfos, og bor med sin kone og to børn i Brædstrup vest for Horsens.
Foreningen "Bevar Ukraine" sender i dag hjælp til blandt andet børnehjem, hospital og plejehjem afsted til landet, og de forbereder sig lige nu på, at der bliver behov for mere hjælp.
- Hvis der kommer krig, er vi klar til at sende mere mad og tøj afsted, fortæller Roman Boichuk.
Bevar Ukraine oplyser på deres hjemmeside, at de siden 2014 har sendt to fly og 53 lastbiler fyldt med medicinsk og humanitær hjælp afsted til Ukraine
Ifølge Roman Boichuk opholder der sig i dag omkring 14.000 ukrainere i Danmark. Nogle bor her fast, andre bor her midlertidigt i forbindelse med arbejde.
Forstå konflikten mellem de to lande
Vil du gerne vide mere om konflikten mellem Rusland og Ukraine, har TV2 lavet en artikel med spørgsmål og svar.