Sportskæde tordner mod Ecco: - Vi køber ikke Ecco igen, før de ændrer tilgang
Sport24 vil ikke købe flere Ecco-sko ind, før skovirksomheden fra Bredebro ændrer tilgang til Rusland. Eventyrsport overvejer stadig.
Hvis du fremover vil købe Ecco-sko i en af de 96 Sport24- og Sport24 Outlet-butikker, så kan det være, du skal lede længe.
For Sport24 vil ikke købe flere nye Ecco-sko ind til lageret, før skovirksomheden fra Bredebro ændrer sin tilgang til Rusland.
Sådan siger Sport24's administrerende direktør, Lars Elsborg, til TV SYD.
- Vi står dybt uforstående over for Ecco. Vi placerer ikke nye ordrer, før Ecco ændrer tilgang til situationen i Ukraine.
Udmeldingen kommer i kølvandet på, at Ecco har valgt at holde sine 250 butikker i Rusland åbne.
Der mener vi, at et brand som Ecco, som er noget af det mest ærkedanske, skal tænke sig bedre om
Lars Elsborg, direktør, Sport24
Rusland indledte 24. februar sin invasion af Ukraine, og derfor burde den sønderjyske virksomhed lukke sine russiske butikker, mener Sport24's direktør.
- Det handler om en ting, der er meget større end Ecco. Det handler om solidaritet med Ukraine. Der mener vi, at et brand som Ecco, som er noget af det mest ærkedanske, skal tænke sig bedre om, siger Lars Elsborg.
Disse danske virksomheder fortsætter i Rusland
Det amerikanske universitet Yale University har lavet en opgørelse over, hvilke virksomheder der forstætter deres aktiviteter i Rusland. Fem danske virksomheder er på listen:
- Ecco - har indstillet alle nye investeringer, men fortsætter salg
- FL Smidth - laver ikke nye forretninger
- Rockwool - har droppet nye investeringer i landet, men fortsætter eksisterende operationer
- Vestas - har droppet nye investeringer i landet, men fortsætter eksisterende operationer
- Welltec - laver ikke nye forretninger
Opgørelsen er trukket 27. april 2022
Siden Ruslands invasion af Ukraine har en lang række danske virksomheder ellers lukket deres forretninger i Rusland som en direkte konsekvens af krigen i Ukraine.
Hvis vi skulle smide sko for en million kroner ud, så ville den danske fælleskasse gå glip af 250.000 kroner
Lars Sørensen, direktør, Eventyrsport
Eventyrsport overvejer boykot
Mens Sport24 er afklaret med, at der indtil videre ikke lander flere ordrer hos Ecco, så overvejer outdoor-kæden Eventyrsport stadig.
De har lige nu op mod 6.000 par Ecco-sko på lager svarende til cirka en million kroner.
- Vi køber Ecco cirka to gange om året. De varer, vi skal sælge i efteråret, er allerede bestilt, før krigen startede. I august-september skal vi lægge ordrer til næste år, og der skal vi overveje, hvad vi gør. Det ved Ecco udmærket godt, siger Lars Sørensen.
Hvis I synes, det er så stort et problem, at Ecco fortsætter i Rusland, hvorfor stopper I så ikke bare selv salget?
- De sko, vi har i vores butikker, er købt og betalt. De har intet med Ecco at gøre. Hvis vi skulle smide dem ud, så ville det gå ud over Eventyrsport og vores medarbejdere. Det gør ingen forskel på Rusland og krigen, siger Lars Sørensen fra Eventyrsport.
Men så er I jo heller ikke klar til at tage det tab, som I netop beder Ecco om at tage?
- Ecco betaler løn til russiske medarbejdere, der så betaler skat i Rusland. Det kommer Putin til gavn. Der er intet af det, vi tjener, der havner i Putins kasse. Hvis vi skulle smide sko for en million kroner ud, så ville den danske fælleskasse gå glip af 250.000 kroner, siger Lars Sørensen.
Samme forklaring har Sport24's administrerende direktør.
- Vi har snakket om ikke at sælge de Ecco-sko, vi har, men det ville ikke påvirke Ecco. Så vi har valgt, at vi sælger de varer, vi allerede har købt, siger Lars Elsborg.
Vi synes ikke, det er godt nok, at de stikker hovedet i busken
Lars Sørensen, direktør, Eventyrsport
Har svært ved at komme igennem
Selvom Sport24 og Eventyrsport altså sælger Eccos sko, så har kæderne svært ved at komme igennem til deres leverandør.
Eventyrsports direktør fortæller, at han har haft svært ved at komme igennem til Eccos ledelse for at få en uddybende forklaring på beslutningen.
Han kommer kun igennem til deres kontaktpersoner i Ecco, som ikke kan tale på ledelsens vegne.
- Vi vil gerne høre, hvorfor de agerer, som de gør, og hvorfor de ikke kommunikerer. Vi synes ikke, at den forklaring, der er kommet i pressen, er særlig god. Vi synes ikke, det er godt nok, at de stikker hovedet i busken, lyder det fra direktør Lars Sørensen.
Samme melding er der fra Sport24
- Vores indkøbsdirektør har næsten talt med dem dagligt i to måneder. Der er ingen kommunikation den anden vej, lyder meldingen fra Sport24's direktør, Lars Elsborg.
Tavshed i Bredebro
TV SYD har ringet og skrevet til Ecco for at få en kommentar i forbindelse med udmeldingerne fra Sport24 og Eventyrsport, men virksomheden er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
I løbet af de sidste par uger har TV SYD jævnligt forsøgt at få et interview med Ecco for at få en uddybning af beslutningen om ikke at lukke de 250 butikker i Rusland.
Men her har Ecco ikke ønsket at stille op og i stedet henvist til et skriftligt svar, som virksomhedens presseteam sendte til TV SYD i slutningen af marts.
Lad os gøre det helt klart - vi fordømmer krigen i Ukraine
Eccos presseteam i marts
Her begrundede Ecco beslutningen med, at man ville vise ansvarlighed over for sine 1.840 ansatte og deres økonomiske sikkerhed.
- Lad os gøre det helt klart - vi fordømmer krigen i Ukraine. Uden forbehold. Hvad der sker er uacceptabelt og bombning af civile afskyeligt. Vi søger at leve op til vores værdier ved at tilbyde jobs til ukrainske flygtninge og økonomisk støtte.
På spørgsmålet om, hvorfor virksomheden ikke sender de ansatte hjem med fuld løn, skrev Ecco dengang:
- Den russiske regering har meddelt, at indstiller man sit virke, vil ens virksomhed blive nationaliseret - og så vil jobbene være tabt for evigt. Det er derfor ikke en løsning.