Nybagt mor og ugens Krea Konge: Andrea er to titler rigere
Andrea Sørensen var højgravid, da hun malede stenen, som hun sendte ind til ugens konkurrence i Krea Kongen. I dag er hun mor og 'Ugens Krea Konge".
Så blev der fundet en vinder af ugens udfordring i ’Krea Kongen’, hvor det gjaldt stenmaling. Vinderstenen forestiller en solbadende kvinde med en is i hånden, og ude i det blå bølgehav bag hende kan to sæler spottes.
Andrea Sørensen, som har malet stenen, fik sig noget af en overraskelse, da TV SYD pludselig stod i hendes opgang med diplom og præmie.
- Jeg blev virkelig overrasket. Det må jeg nok sige. Det havde jeg absolut ikke regnet med, siger Andrea Sørensen om episoden.
Man må sige, at det var god timing, da TV SYD slog vejen forbi Andrea Sørensens hjem i Esbjerg fredag eftermiddag.
Hun var godt nok hjemme, men hun kunne ligeså godt have været på sygehuset. Andrea Sørensen fødte nemlig sit første barn to dage inden, TV SYD kom og overraskede hende med meddelsen om, at hun er denne uges vinder af 'Krea Kongen'.
- Jeg havde egentlig termin den 6. juni, men fødte så i onsdags. Så det hele var rimelig godt timet, må man sige, fortæller Andrea Sørensen.
Den ekstra fritid skulle fyldes ud
Stenmaling er en forholdsvis ny hobby for Andrea Sørensen. Da der kom corona-lockdown blev hun sendt hjem for at arbejde hjemmefra. Kort tid efter gik hun så på barsel og havde lige pludselig en del ekstra tid.
- Jeg skulle finde på noget at bruge min ekstra tid på. Jeg kunne jo ikke dyrke motion, fordi jeg var højgravid, siger Andrea Sørensen til TV SYD.
Det blev så stenmaling, efter at hun på Facebook var faldet over et opslag, hvor nogle havde fundet en malet sten ude i naturen. Hun gik direkte ned i byen og købte de rigtige tusser, og så var hun ellers godt i gang med sin nye hobby.
- Jeg har førhen klippet og klistret, og malet og tegnet meget, så det er egentlig superskønt, at jeg nu har fundet min kreative side frem igen.
Det var Camilla Uth, der først skulle nominere tre af de indsendte malede sten, og til sidst skulle kåre en vinder. Valget faldt på Andrea Sørensens sten, fordi Camilla Uth syntes, stenens motiv var indbegrebet af strandtema.
- Den er farvemættet, og så udstråler den en masse livsglæde, sol og sommer, siger Camilla Uth, der var ugens ekspert og dommer i Krea Kongen.
Hør i videoen, hvad Camilla Uth ellers lagde vægt på, da hun kårede ugens vinder af Krea Kongen.
Hobbyen skal passes ind i den nye hverdag
Indtil videre har Andrea Sørensen malet omkring 30 sten, og hun forsøger sig med alle mulige forskellige motiver. Men selvom Andrea Sørensen altid har været kreativ, skal der alligevel noget tilvænning til.
- De første var ikke så pæne, men jeg kan mærke, at jeg udvikler mig. Når man lige lærer, hvordan man skal bruge de forskellige tusser, så begynder det at gå godt, siger hun.
Den nye hobby slipper Andrea Sørensen ikke lige foreløbig. Dog kan det være, at der går lidt længere tid mellem kunstværkerne det næste års tid.
- Det bliver nok ikke til så mange sten lige den første tid her. Men mon ikke der bliver tid – et års barsel kan jo ikke kun gå op i baby, siger Andrea Sørensen til TV SYD.
TV SYD modtog rigtig mange flotte og farverige bud på sten med strandmotiver. I billedhjulet nedenfor kan du se nogle af de kreationer, Andrea Sørensen var oppe imod.