Sådan kommer du godt i gang med at male sten
Kunne du tænke dig at kaste dig over at lave kreativ kunst på sten? Så giver Camilla Uth dig her nogle tips og tricks til, hvordan du kommer godt i gang med stenmaling.
Sten er i sig selv utrolig flotte og samtidig meget forskellige. Du har garanteret fundet en sten med et hul i før. Det kan også være, at du har samlet en sten op og taget med hjem, fordi den havde form som et hjerte. Men du kan også pifte dem endnu mere op, og give dem et nyt og farverigt udtryk. Stenmaling er nemlig noget, der lige nu hitter over hele verden.
Få steps og så er du i gang
Med nogle få redskaber kan du lynhurtigt komme i gang med at male på sten. Camilla Uth har altid malet meget i sin fritid, men i 2014 skiftede hun de store lærreder ud med flint, granit og gnejs. Stenmaling blev den helt store passion for Camilla Uth og familien, og i den her guide viser hun, hvordan du kommer godt i gang med at male på sten.
Første step er at finde de sten, man vil male på. Hvis man skal begynde at male på sten, foreslår Camilla Uth, at man maler på nogle sten, der har nogle store flader. Camilla Uths tommelfingerregel er, at man må tage, hvad der kan være i en spand eller en sommerhat med hjem.
Dernæst gælder det om at anskaffe sig nogle redskaber, man kan bruge til at male på stenene med. Det er nemlig ikke helt almindelige tusser man bruger til at male på sten med. De skal kunne klare at male på en lidt mere ru overflade end papir. Camilla Uth foreslår derfor, at man bruger såkaldte poscatusser, der kan købes i de fleste hobby-forretninger. Man kan også bruge akrylmaling i stedet for tusser.
Husk at starte med en god bund
Før man begynder at male på sten med enten tusser eller akrylmaling, er det en god i de at grunde med en hvid farve først. Grundingen gør nemlig, at farverne på motivet kommer til at fremstå tydeligere.
Til selve grundingen har Camilla Uth også et tip, og det er at bruge såkaldte molotowfarver. De indeholder nemlig en del pigment og dækker derfor bedre. I videoen viser Camilla Uth, hvordan du gør.
Og så er det ellers bare om at komme i gang med at male sine små kunstværker på stenene. Ifølge Camilla Uth er det en helt ideel aktivitet at lave sammen med familien. Det indebærer nemlig både en tur ud i naturen og efterfølgende kreativt samvær omkring et bord.
Jeg har malet forkert, hvad gør jeg?
Skulle det ske, at din mor eller søster kommer til at puffe til din arm, mens du er ved at male på en sten og du dermed kommer til at lave et forkert strøg med tussen - så frygt ej!
I videoen herunder giver Camilla Uth et godt råd til, hvordan du kommer tilbage på sporet igen.
Med disse tips og gode råd kan du forhåbentlig komme i gang med kreative udfoldelser på sten. I billedhhjulet nedenfor kan du få lidt inspiration til, hvordan du kan dekorere de sten, du finder. Billederne har været indsendt til TV SYDs konkurrence ’Krea Kongen’, hvor man kunne deltage ved at sende et billede ind af en sten med et strandmotiv.
Du kan se udsendelsen med Camilla Uth her.