Vær med i konkurrencen: Lav julepynt af perlemagi
I denne uge viser Pernille Fisker, hvordan man laver julepynt med en ny trend kaldet perlemagi. Deltag i konkurrencen om en lækker julekurv.
Det var egentlig en fejl, da Pernille Fisker kom til at stryge sønnernes HAMA-perler for meget, så de smeltede sammen og blev helt flade.
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. For med denne lille fejl opfandt hun nemlig en ny metode, som hun kalder "perlemagi".
Og netop perlemagi er denne uges udfordring i Krea Kongen Jul, som lyder:
Lav julepynt af perlemagi
Om du for eksempel laver en julenisse, et juletræ eller en flagranke til juletræet, eller måske julestjerner af gennemsigtige perler til vinduet, eller noget helt andet er op til dig.
- Man kan lave alt med perlemagi, og alle kan være med. Det er jo bare de kendte HAMA-perleplader og -perler, som man bruger, siger Pernille Fisker, der er uddannet på Designskolen i Kolding.
Hun oplever, at det lige så ofte er voksne som børn, der finder glæde ved at lave perlemagi.
Sådan laver du perlemagi
Pernille Fisker giver her tips til, hvordan man laver den røde julestjerne på billedet herunder - du kan se teknikken og så lave dine egne mønstre og farvekombinationer.
For at lave julestjernerne herunder skal du bruge en lille sekskantet HAMA-perleplade, der passer til HAMA-midiperler.
Du skal også bruge en pose HAMA-perler nr. 61 guld og en pose HAMA-perler nr. 54 - mix med glitter. Af mix med glitter er der brugt farven rød. Eller lav dine helt egne farvekombinationer.
Sådan stryger du dine perler, så det bliver ren perlemagi:
1. Læg perlepladen mellem to stykker bagepapir
2. Læg det på et skærebræt
3. Stil strygejernet på høj varme
4. Stryg forsigtigt på perlerne indtil du kan se, at de tydeligt smelter sammen.
5. Afkøl pladen med noget tungt ovenpå (skal være plant i bunden)
6. Lirk perlemønstret af perlepladen (fjern perlepladen)
7. Placer nu perlemønstret mellem to ark bagepapir (uden perlepladen)
8. Varm perlemønstret i 5-10 sek. med strygejernet
9. Stryg og tryk på samme tid
10. Er alle perler ikke smeltet sammen, så brug spidsen af strygejernet og tryk samtidigt til de smelter sammen
11. Køl af med noget tungt ovenpå (skal være plant i bunden)
12. Lav først huller, når den er helt afkølet
Deltag i Krea Kongen Jul
Er du blevet inspireret til at deltage i udfordringen og give dig i kast med perlemagi, så tøv ikke med at gå i gang. Tag et billede af dine kreative udfoldelser og send det til os via formularen herunder.
Deadline for at indsende et billede og være med i konkurrencen er torsdag klokken 9. Du må maks. sende ét billede, og du skal bo i TV SYDs sendeområde for at kunne deltage.
Læs mere på tvsyd.dk/kreakongenjul
Hver uge finder vi en vinder, der får en julekurv med søde sager og materialer til flere stunder med kreativ leg.
Vi håber, at du vil lege med og deltage i jagten på at blive ugens Krea Konge.
Du uploader dit billede her: