Krea Kongen Jul - ny udfordring: Bag og pynt en flot honningkage
I denne uges udfordring i Krea Konge Jul skal I en tur i køkkenet og have gang i kageformene og glasuren. Denne uges udfordring går nemlig ud på at bage og pynte en honningkage.
Julen hænger uløseligt sammen med slik, kager og søde sager. For nogen er det næsten en fast tradition at gå i køkkenet og fylde hjemmet med duften af hjemmebag og derefter give sig i kast med at pynte og dekorere med glasur, chokolade og sukkerpynt.
I denne uges konkurrence i Krea Kongen Jul er det netop den tradition, der hives fat i, hvor udfordringen lyder:
Bag og pynt en flot honningkage
Honningkagen behøver ikke have den klassiske form som et hjerte. Den kan have lige det udtryk eller den form, som du ønsker. Uanset hvilket niveau du befinder dig på, kan du være med i denne uges udfordring - så slip fantasien løs og find bage- og ikke mindst pynteglæden frem.
Er du lidt i tvivl om, hvor du skal begynde, hjælper ugens ekspert dig i gang. Hun hedder Katja Stock og er kendt for både at være med i Den Store Bagedyst og for sin syngende sønderjyske dialekt. Hun giver dig her opskriften på sine honningkagehjerter, så du kan komme godt fra start. Klik på filen og hent opskriften.
Chokolade, glasur og sukkerpynt
Ugens ekspert kan selvfølgelig ikke smage på kagerne, så derfor opfordrer Katja Stock til at kagerne skal være flotte, kreative og have et personligt præg. Det kan være, at kagerne pyntes med chokolade i alverdens afskygninger, kunst med glasur eller sukkerpynt og -perler.
- Det bliver meget spændende at se, hvad folk kaster sig ud i. De skal jo smage godt, men da jeg desværre ikke kommer til at smage dem, så bliver det jo meget udseende med en flot form og pyntning med eget præg, som bliver afgørende for mit valg, siger Katja Stock, der er ugens ekspert.
Om Krea Kongen Jul
Krea Kongen er et hyggeligt og fantasifuldt univers, som du kan tage del i hver lørdag på TV SYD og her på tvsyd.dk. Her kan du finde masser af inspiration til dit næste “gør det-selv"-projekt og samtidig være med i konkurrencen om at blive ugens Krea Konge, når vi hver uge giver jer ugens udfordring.
Programmet sendes lørdag klokken 19:30.
Den perfekte glasur
En af de ting, der oftest bruges, når man skal pynte honningkager og -hjerter er glasur. I videoen herunder kan du se, hvordan Katja Stock laver den helt perfekte glasur - med en perfekt konsistens. Noget der er vigtigt, hvis glasuren ikke skal løbe ud. Hvis du ønsker at bruge glasur i forskellige farver, fortæller Katja også, hvilken bestemt type farver, du skal bruge.
Deltag i Krea Kongen Jul
Er du blevet inspireret til at bage og pynte en honningkage, så tøv ikke med at melde dig til udfordringen ved at sende et billede af dit kreative og spiselige bud via formularen herunder.
Deadline for at indsende et billede og være med i konkurrencen er torsdag klokken 9. Og ingen konkurrence uden præmier. Hver uge finder vi en vinder, der får en julekurv med søde sager og materialer til flere stunder med kreativ leg.
Vi håber, at du vil lege med og deltage i jagten på at blive ugens Krea Konge.
Du uploader dit billede her.